Køge/Klippinge: Loven om fartskrivere i veteranbiler er ikke ny, men bliver først for alvor håndhævet fra i år, når vognmændene skal køre studenterkørsel. I mange veteranbiler er der ingen fartskriver i forvejen, og det betyder, at vognmanden skal investere 15000 kroner plus arbejdsløn i hver lastbil, før den er lovlig. Det har fået mange af veteranlastbilernes ejere til at protestere, men der er også nogle vognmænd, der synes, at der er fornuft i forslaget, erfarer DAGBLADET.
- Der er to aspekter i det. Det konkurrencemæssige og det sikkerhedsmæssige. Vognmænd med nye lastbiler har regler om køre/hviletid. Det er unfair konkurrence overfor dem, hvis ikke alle skal holde reglerne, siger Henrik Olsen fra Bjæverskov, der til daglig er vognmand i Studenter-kompagniet.
Hans firma har 10 veteranbiler fra Tyskland, og der findes i forvejen fartskrivere.
- Når man kører studenter sker det fire dage i træk. Det er før set, at en chauffør kører 16 timer i træk, og det ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt overfor studenterne, siger Henrik Olsen.