Der både bygges og rives ned på livet løs på Asserbohusgrunden, og snart kommer turen til selve den karakteristiske hovedbygning.
- Jeg forventer det sker i løbet af 8-10 dage, siger ejeren Hans Lybecker, der erhvervede den tidligere kostskole for knap et år siden for at bygge luksussommerhuse på grunden.
I disse dage er man igang med at fjerne resterne af barakbygningerne, der lå lige op til hovedbygningen. Tidligere har man revet alle de øvrige bygninger på grunden ned, inklusiv den tidligere svømmehal på den anden side af Mostergårdsvej.
Samtidig er de tre første sommerhuse ved at blive opført.
- Første hus skal være klar 16. juni, der er solgt fem, så der er syv tilbage, oplyser Hans Lybecker.
Oprindelig var det Hans Lybeckers plan at bevare hovedbygningen, der er opført som hotel i starten af 1930'erne, men han måtte konstatere, at bygningen var alt for ødelagt. Mange - særlig folk der har minder fra ophold på kostskolen - har beklaget, at den forsvinder.
- I sær i starten var der mange sure opstød, men det er så faldefærdigt det hele, at det er urimeligt at man bebrejder os. Man skulle hellere påskønne, at der ryddes op, siger Hans Lybecker.
Asserbohus har stået tomt siden Tvindkoncernen stoppede sine aktiviteter her i 2005.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag.