Lars Lindskov tilbage i byrådet

Han har ikke været en del af det lokalpolitiske univers i fjorten måneder, men onsdag kunne Jyllinge-borgeren Lars Lindskov igen tage plads i den konservative stol i Roskilde byråd.

Vejen tilbage til byrådssalen er dog sket på en tragisk baggrund. For nylig døde det konservative byrådsmedlem Carsten Wickmann, og dermed er Lars Lindskov trådt til som næste mand på den konservative liste.

"Det var med blandede følelser at være tilbage, for den stol tilhører Carsten. Det virkede forkert at være der i hans sted," siger Lars Lindskov, som trods de triste omstændigheder er klar til at kæmpe for de konservative mærkesager.

"Carstens motto var "nu skal vi se fremad", og det bringer kampgejsten frem i mig. Det vil være helt i hans ånd at give den gas, og det har jeg også tænkt mig. Vi skal mindes og respektere Carsten Wickmann, men vi skal også tilbage på hesten og fortsætte vores kamp for at få flere mandater i byrådet. Nu skal jeg lige støves af, og så er jeg forhåbentlig tilbage i kampform," siger Lars Lindskov, som ikke vil kigge for langt frem i tiden.

"Jeg aner ikke, om jeg stiller op til næste kommunalvalg om to år. Det må tiden vise," siger Lars Lindskov, som overtager Carsten Wickmanns mange politiske poster.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...