Vorbasse-firma åbner vindue mod hovedstaden

Bøjsø døre & vinduer, en af landets førende producenter af koblede vinduer med ægte sprosser, styrker nu kontakten til sine mange kunder på Sjælland og særligt i hovedstadsområdet.

Det sker med et stort showroom på Tranegårdsvej 27, der åbnede i sidste uge med udstilling af døre, vinduer og forsatsrammer fra den Vorbasse-baserede virksomhed.

"80 procent af vores kunder bor i det her område, det er andelsboligforeninger og bygherrer i både København og Nordsjælland. Mange har spurgt, hvor de kan se vores high end-produkter. Det kan de så nu. Vi ser det som et fantastisk afsæt til at komme tættere på de mange byfornyelser, der er i gang herovre", fortæller salgschef Thomas Olesen, der heller ikke kan eller vil brokke sig over de mange bolighandler i øjeblikket.

De plejer nemlig at kunne mærkes positivt på omsætningen i den 43 år gamle produktionsvirksomhed, hvor Lasse Sørensen for nylig overtog roret efter sin far Bøje Sørensen.

Ved rådgivning til husejere og boligforeninger om valg af vinduer og døre lægger Bøjsø døre & vinduer vægt på respekten for smuk arkitektur.

"Vi arbejder meget med istandsættelser, tit af 100 år gamle huse, hvor vi kigger nøje på de gamle tegninger for at være tro mod byggestilen. Det er en enorm tilfredsstillelse at bringe et hus tilbage til den oprindelige stil. Og når vi genskaber de originale vinduer, så fremtidssikrer vi dem, f.eks. i forhold til krav om lyd- og varmeisolering", siger Thomas Olesen.

Hvad skal man især tænke på, hvis man står foran en gennemgribende istandsættelse af sin bolig?

"Første og bedste råd er, at man virkelig skal overveje grundigt, om man vil bringe huset tilbage til den oprindelige tanke, værne om stedets arkitektur, eller om man vil bryde med den. Især tynde sprosser og smalle vinduesrammer er elegante til huse og etageejendomme af ældre dato. De sikrer samtidig et flot lysindfald", siger Thomas Olesen.

Salgschefen lægger ikke skjul på, at han og de øvrige konsulenter ikke kan lade være med at sige deres mening, hvis kunden er på vej ud af den helt forkerte tangent.

"Det er ikke et projekt for os at vinde ordren frem for alt, men at resultatet bliver flot. For det er resulatet, der sælger det næste projekt", smiler han.

Det nye showroom er åbent efter aftale og henvender sig til både parcelhusejere, boligforeninger og virksomheder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...