Her er Villabyernes nye hold

Villabyernes redaktør gennem 12½ år, Mikael Østergaard, er gået på pension pr. 1. marts, så derfor er der rykket lidt rundt på stolene på Villabyernes redaktion.

Ny redaktør er mig, jeg er 43 år og har været journalist på avisen siden 2006. Min plads overtages af 29-årige Kathrine Albrechtsen, som arbejdede på Villabyerne fra marts til december 2014 i et barselsvikariat. Vi er meget glade for at byde Kathrine velkommen tilbage.

Herudover består redaktionen af erfarne kræfter, 34-årige Jeppe Lund og 54-årige Annette Houman. De har begge været på Villabyerne siden 2011. Endelig tæller holdet sportsjournalist Ole Tradsborg, der har været på Villabyerne siden 2012.

Det er jo heldigvis en både velskrevet, velredigeret og vedkommende avis, jeg overtager tøjlerne til, så der bliver ikke tale om nogen revolution, hverken på form eller indhold. Men selvfølgelig vil jeg gerne sætte mit eget præg på avisen.

Noget af det, jeg vægter højest er, at vi har en skarp nyhedsprofil. Vi skal selvfølgelig altid være fair, men også kritiske, når vi sætter den lokale dagsorden.

Et hjertebarn for mig vil være faste temasider, der kommer hele vejen rundt om ugens vigtigste historie. Samtidig tror jeg på, vi skal turde bruge plads på de historier, der dokumenterer menneskelivet i alle dets afskygninger.

Hvis journalisten har kradset i sin arm og ladet det bløde, som Berlingskes Poul Høi engang beskrev sin arbejdsform, så er både den nærværende reportage og det fint tegnede portræt mindst lige så værdiskabende som den skarpe nyhed.

Endelig har jeg en ambition om, at vi løbende skal forbedre os på andre platforme end print, netavisen og Facebook især.

Vi vil altid gerne høre fra vores læsere, hvordan de synes, vi klarer opgaven med at lave relevant lokaljournalistik for Gentoftes borgere. Så ring eller skriv endelig, når du har en replik eller en tanke til, hvordan vi kan blive endnu bedre. Eller måske bare en god idé til en historie.

Skriv til vores fællesmail: Redaktion@villabyerne.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...