To unge enere med på holdet

Det er ikke hr. og frk. hvem-som-helst, der forleden blev optaget i Gentofte Kommunes program for unge idrætstalenter.

Tennisspilleren Hannah Viller Møller fra HIK og fægteren Mads Peter Berg fra Hellerup Fægte-Klub ligger begge øverst på ranglisterne i deres årgange og har begge bevist, at de kan give de voksne udøvere hård modstand i deres respektive sportsgrene til trods for deres unge alder.

Ved at blive en del af talentudviklingsprojektet kan de to talenter se frem til økonomisk støtte til stævner i ind- og udland og muligheden for at lære mere om ernæring, mentaltræning og forebyggelse af idrætsskader.

"Det er en stor hjælp for mig med denne støtte, da det som fægter er helt afgørende at kunne deltage i de store stævner i udlandet, hvis man ønsker at kvalificere sig til EM og VM", siger Mads Peter Berg, der også ser frem til at lære mere om kostens betydning for at nå sine sportslige mål.

Hannah Viller Møller synes det er "rigtig fedt" at blive optaget i projektet.

"Jeg er rigtig glad og håber, at det kan hjælpe mig til at udvikle mit spil endnu mere. Jeg glæder mig også til at komme ud at rejse og træne og spille i udlandet, da det ofte er de samme, jeg møder, når jeg spiller i Danmark".

Bredt sammensat hold

Deltagerne i talentudviklingsprojektet kommer fra en blanding af individuelle idrætsgrene og holdidrætten.

Projektet skal styrke det lokale idrætsliv og give kommunens største talenter de bedste rammer for at nå deres sportslige mål. Samtidig sigter projektet på at støtte et bredt udsnit af de idrætsgrene, der dyrkes i kommunen.

Der er i alt plads til 12 deltagere i talentudviklingsprojektet, som udpeges af et talentudvalg, bestående af repræsentanter fra Sammenslutningen af idrætsforeninger i Gentofte (SIG) og Gentofte Kommune.

Talentudvikling

Talentudviklingsprojektet blev oprettet i 2006 for at give lokale idrætstalenter så gode vilkår som muligt. Samtidig er projektet et ønske om at understøtte idrætstalenter fra mange forskellige idrætsgrene.

Ansøgere skal være under 21 år i det år, de ansøger, og skal være medlem af en idrætsforening hjemmehørende i Gentofte Kommune.

Ansøgere skal være i den internationale eller absolutte nationale elite for sin alder og være et indlysende og særligt talent indenfor sin idræt. Optagelse i projektet forudsætter fuld deltagelse i projektet

Hannah Viller Møller, HIK

Hun startede med at spille tennis som seksårig og vurderes til at være blandt verdens bedste spillere i sin aldersgruppe.

Hun ligger nr. 1 på U14-ranglisten og nåede sidste år 13. pladsen på den danske seniorrangliste. Hun drømmer om at følge i sit største idol Serena Williams' fodspor og blive en af verdens bedste. Hannah er 13 år.

Mads Peter Berg, Hellerup Fægte-Klub

Han begyndte at fægte som 7-årig og har siden da taget medaljer til adskillige turneringer. I 2014 vandt han bl.a. bronze ved senior DM og DM-guld som kadetfægter og bronze ved en stærkt besat international kadetturnering i Ankara.

Han ligger på 16. pladsen på den europæiske rangliste og nr. 1 på den danske rangliste for kadetfægtere. Næste mål er at vinde de nordiske mesterskaber. Mads Peter er 17 år gammel.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...