Gilde-lopper handler om hjælp og hygge

11. april genåbner Sct. Georgs Gildernes månedlige loppemarked, der har vist sig som en succes, efter man sidste år holdt flyttedag fra det årlige marked i Vordingborghallen. Sydsjællands Tidende kiggede forbi, da vinterens lopperier blev gjort klar i sidste uge.

- Vi har måtte organisere det, så vi har fået et par containere ned, hvor vi i øjeblikket har opmagasineret møbler, fortæller Per Vængtoft, formand for loppefolket hos Sct. Georgs Gilderne, der sammen med den faste flok, er i gang i de gamle  ?Møllers bus?-garager på Nygaardvej 20. De er ved at finpudse, justere og gøre klar til denne sæsons markeder, der begynder den 11. april klokken 10, og fortsætter den 2. lørdag i hver måned frem til oktober.

- Der er nogen der siger, at der aldrig er noget nyt, men vi får hele tiden ting ind og  har fået meget over vinteren. Og vi har også lidt på depot, fortæller Per Vængtoft, der har været med siden 1969. Sidste år rykkede gildernes navnkundige marked fra Vordingborghallen, hvor de i over 50 år, har haft et årligt marked, til i stedet at have månedlige markeder i den gamle garage på Nygaardsvej.

Det har dog vist sig at være en succes.

- Det var jo første år, sidste år, så der har været lidt opstart og folk skulle lige lære det at kende. Men  vi havde regnet på at vi skulle have en omsætning på 160.000 kroner for at få det til at hænge sammen, som det i Vordingborghallen  og det har vi nået, siger Per Vængtoft, der fortæller at de mange penge bliver givet til gode lokale formål, for det handler om at hjælpe.

Det gælder også med loppemøblerne, hvor Vordingborgskolens elever blandt andet har fået lov at låne rekvisitter til deres seneste teaterstykke, ligesom, en afghansk flygtningefamilie, har fået en hjælpende hånd.

- Vi blev ringet op af en gammel spejder som skulle hjælpe den her afghanske familie på plads. De havde blandt andet været i Røde Kors-butikken for at høre om de kunne hjælpe med nogle ting, men det kostede prisen. Det syntes jeg ikke om, så nu kommer de her forbi og kan få lov at få de ting, de nu skal bruge. Det handler jo om at hjælpe, siger han og påpeger at når folk gerne vil prutte for meget om prisen, så bliver de også mindet om, at pengene går til et godt formål.

- Så spørger vi, om de ikke kan undvære den ti?er til en øl til en af de ældre på plejehjemmet. Det er jo også dem vi hjælper, siger han med et smil og fortæller at der er kommet rigtig mange spændende ting ind.

Blandt andet kan Lotte Stehr fra Gildet fremvise en fin gammel gyngehest, kongeligt porcelæn og endda noget der godt kunne være en uniform fra prinsens livregiment.

- Der er mange af de ting, folk efterspørger, og der kommer mange forskellige folk, siger hun og påpeger at det også handler om, at gilderne får en hyggelig tid ud af være loppe-værter.

- Det giver da et godt sammenhold, siger hun.

Som noget særligt i år, skal de to containere indrettes med ting, ligesom der er lavet en aftale med soldaterhjemmet inde ved siden af.

- Vi har lavet en aftale så soldaterhjemmet holder åbent samtidig med markedet, så man kan købe kaffe og kage der - og måske låne toilettet. Her er jo ikke en cafe, som i hallen. Men så har vi lavet en aftale der, siger Per Vængtoft, der fortæller at de også kan holde deres gildemøder på soldaterhjemmet, efter de solgte Tolstruphus, sidste år.

Men nu gælder det sorteringen af de sidste lopper, så de er klar den 11. april klokken 10 til 14.

         

mith

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...