Nej til nye byggeskandaler i Fredensborg Boligselskab

Berit Haut

Mariehøj 219, 2990 Nivå

Uden at informere eller medinddrage beboerne i Fredensborg Boligselskab forhandlede Organisationsbestyrelsen med daværende Karlebo Kommune om et ombygningsprojekt på Niverødgården1, opførelse af 8 plejeboliger i Mergeltoften samt overtagelse af Bofællesskabet Byvejen i 2005. Niverødgården 1 har været en kæmpe fiasko med store udlejningsvanskeligheder og tæt på økonomisk ruin for alle beboerne i hele boligselskabet.

Nu forsøger Fredensborg Boligselskab at gentage skandalen med Niverødgården 2.

Fredensborg Boligselskab planlægger at indrette seniorbofællesskab i hovedbygningen og bygge ca. 20 almene familieboliger på hver 110 m2 på grunden. På trods af, at den gældende byplanvedtægt kun tillader institutionsbyggeri, og at der iflg. Kommuneplan 2013 ikke skal opføres flere almene boliger i kommunen, er forhandlinger mellem Boligselskab og kommune pågået uden beboernes vidende.

Boligselskabet overtog Niverødgården 1 den 31.12.2005 og betalte 4.076.000,- kontant for grunden den 27.12.2005, ifølge det endelige skøde, som først er udfærdiget og underskrevet i november 2010 med endelig tinglysning februar 2011. Men ifølge skødet har Fredensborg Boligselskab haft alle forpligtelser fra overtagelsesdagen.

Byggeriets totale anskaffelsessummen er beregnet ud fra reglerne om maksimalomkostninger for almene familieboliger, men projektet kunne ikke gennemføres inden for gældende regler herfor og der er således afkrydset som Boligtype 20 (støttede private andelsboliger = bofællesskab) i ansøgningsskema B.

Der er tale om ombygning af eksisterende bygninger, men samme skema er udfyldt som Nybyggeri. Det oplyses, at planforhold er ok til trods for, at byplanvedtægten foreskriver offentlig anvendelse. Byggeriet er oplyst som 2 etager, selvom byplanvedtægt og kommuneplan 2013 foreskriver 1 etage med udnyttet loftsareal. Aftalen var, at der skulle ombygges til seniorbofællesskab.

I et andet skema B til BOSSINF bliver krydset sat i ældreboliger og da man pludselig i 2008 mangler penge til at installere varmeanlæg, revideres anskaffelsessummen fra maksimalomkostninger for almene familieboliger til maksimalomkostninger for ældreboliger og dette giver ca. 4 mio. kr. ekstra uden ændring af projektet. På skema C godkendt af byrådet den 22.06.2009 står nu, at bygherren er valgt i åben konkurrence (netop fordi der var tale om ombygning, kunne man undlade dette). Der står også at driftsherre/bygningsejer er Fredensborg Boligselskab v/KAB, når byggeriet går i drift 31. marts 2009, men skødet er først udfærdiget ultimo 2010. Og den 18. august 2009 underskriver Borgmester og Kommunaldirektør i Fredensborg Kommune sig som ejere af Niverødgården 1 på en tinglyst deklaration om brugsret. Men på andre ansøgninger har Boligselskabet v/KAB underskrevet sig som ejere igennem årene 2005-2009. Der kommer nye finansieringsregler i 2009 og fordi man har afkrydset ombygningen som nybyggeri, kan man drage fordel af de nye regler.

Niverødgården 1 har været gennemgribende plaget af byggesjusk og fejl og mangler, at de store udgifter til både byggesagshonorar/forretningsfører på 753.972 kr. samt til teknisk rådgivning på 2.200.000 kr. kan undre. Vi beboere i de andre afdelinger er hårdt belastede af det påtvungne eventyr med Niverødgården 1, idet vores fælles dispositionsfond og arbejdskapital er tømt for at dække talrige udgifter og huslejetomgang i Niverødgården 1.

Få måneder efter indvielsen den 31. marts 2009, førte man betegnelsen almene ældreboliger tilbage til almene familieboliger. Man havde ombygget for det forhøjede maksimumbeløb og belåningen blev alligevel godkendt med det forhøjede beløb i 2010. Nu var det ikke længere kommunen, der skulle betale tomgangslejen på ca. 140.000 kr. pr. måned. De følgende 9 mdr. kostede det boligselskabet ca. 1.2 mio kr. Tomgangslejen, nu 5 år senere, er stadig en stor økonomisk belastning for hele boligselskabet, men alt dette hemmeligholdes for beboerne.

Lad os beboere slippe for endnu en byggeskandale i Niverødgården 2.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...