Af Lars Aksel Jakobsen, tidligere journalist på Hillerød Posten
Det er stadigt tidligt denne fredag aften, da 6-8 mennesker pludselig dumper ind ad døren på 'Jernstangen' i Hillerød.
Gruppen er i højt humør, og den ene af de unge mennesker hilser glad på servitricen Karina, samtidig med at hun bestiller en 'Jägerbomb'. Det viser sig at være en cocktail serveret i et ganske specielt glas med tykke kanter - én udenom om og én i midten. I midten af glasset hælder rutinerede Karina Jägermeister op - og udenom energidrik, mens hun hilser:
"Hej Freja, godt at se dig igen. Er dine kammerater også fra Lyngby?"
Freja svarer grinende:
"Ja, for de skal da også have en god fest. Jeg har fortalt dem, at det er så dejligt som ung at komme her og tale med gamle tykke mænd. For de er faktisk rigtig søde..."
'Unge Andersen', som stadig sidder ved baren og egentlig for længst havde planlagt 'en morfar' hjemme på sofaen, smiler skævt, mens han tager en ekstra slurk af sin Tuborg. Andersen er ikke særlig tyk, men hans tilnavn lever dog ikke helt op til hans dåbsattest. Omvendt: Hvorfor sige man er gammel, når nu sind og hjerte er ungt?
Før og nu mødes endnu engang på Jernstangen.
Jägermeister, som da vist havde sin storhedstid i 70'erne og 80'erne, er pludselig blevet in .
Men al nutidig forskning viser ganske vist også, at derhos den danske ungdom er en markant stigende interesse for den del af Danmarkshistorien, som de er er arvtager til. De unge har simpelthen et behov for komme tilbage til den tid, hvor frøet til deres eget liv blev sået. Derfor er de så stærkt optaget af spørgsmål som: "Hvem kommer vi af - og hvorfor er vi her?.
Og det er især derfor, at der falder sådan en glad, spontan og positiv udmelding fra Freja og så mange af de andre unge mennesker denne aften til tjener Karina.
Men hvis tjeneren for bare omkring ti år siden havde været stedets legendariske øl- og budbringer igennem en menneskealder, Henrik 'Sutsko' Larsen, ville han muligvis have følt sig stødt. For rent fysisk var han sandt at sige rund - og tilmed gik han altid i gabardine bukser, hvid skjorte og røde seler som garnering til de legendariske sutsko. De blev hurtigt en fast følgesvend til Henrik i hans rationelle afvejning af, at det på samme tid var hårdt for fødderne og en lang arbejdsdag ligefrem at arbejde i højpolerede laksko. Samtidig med, at der vist også var noget med lidt podagra i ny og næ. Og han følte sig da slet ikke gammel og tyk.
Men tiderne skifter. Henrik Sutsko døde for omkring ti år siden. Sammen med ham døde måske også mindet om en æra...?
Svaret finder vi et langt stykke henad vejen, fordi 'Unge Andersen' og mange af de andre stamkunder siger: "Spørg Kesser, det ved han alt om'.
Egentlig hedder han Hans Christian Nielsen, hvilket nok vil overraske mange hilllerødanere. For i folkemunde er han slet og ret kendt som " Kesser". En venlig mand med en stor berøringsflade både i det pædagogiske og i det kulturelle miljø.
Kesser fortæller:
"Henrik Larsen var i sin egenskab af tømrer og snedker midt i halvfjerdserne med til at renovere og ombygge 'Jernstangen', som den ser ud i dag. Og han følte sig hurtigt så godt hjemme her, at han aldrig kom videre. Jernstangen blev i den grad hans hjem, så når han ikke stod og serverede bag bardisken, stod han på den anden side som stamkunde. Jo, det er ikke forkert at sige, at Henrik betragtede Jernstangen som sit hjem - faktisk så meget, at alle hans juleaftener indtil hans død, blev holdt på Stangen. Og samtidig gjorde han virkelig noget ud af udsmykningen. Der blev pyntet op i lofter, hjørner og kroge - og det hele blev ganske modvilligt først pillet ned igen, når sommeren nærmede sig. Men selv bagefter var der stadig en slags julestemning, eftersom Sutsko egenhændigt sørgede for, at man kunne få serveret Turborgs snebajer året rundt."
I det hele taget var der tjenerstil over den tidligere tømrer og snedker. Et legendarisk billede viser således Henrik Sutsko stå og stryge sin hvide skjorte på det grønne billardklæde en tidlig morgen på Stangen - længe før de første gæster kom allerede ved 6-7 tiden om morgenen. Og så skal man jo se præsentabel ud - uanset hvad. Mange af de tidlige morgengæster var typisk håndværkere, som købte lidt morgenbrød hos en af de dengang mange små butikker i nærheden af Jernstangen. Og den kost skulle jo ikke kun skylles ned med kaffe...
Blandt stamkunderne var eksempelvis den såkaldte 'Rockwool Banden', som alle var ansat hos Svend Erik Larsens isoleringsfirma. Jernstangen blev snart en slags avanceret skurvogn for arbejderne. Det var her de ansatte blev fyret, hyret og fik udbetalt deres løn. Det var slet og ret firmates og medarbejdernes egentlige base.
Det var den velansete og afholdte Mogens Dahlstrøm, som for alvor fik sat gang i den butik, som lørdag den 28. marts kan fejre 40 års jubilæum. Mogens Dahlstrøm , som egentlig arbejdede som skibsbygger på Helsingør Værft, døde i januar 2014, men havde forinden sideløbende med sit ejerskab af Jernstangen en succesrig karriere som ejer af Græsted Kro og initiativtager til Græsted Revyen, som igennem årene har høstet mange anmelderoser og fine priser.
Mogens Dahlstrøm efterlod sig ved sin død fire børn, hvoraf den ældste - Dorte Dahlstrøm - i det sidste år har drevet den legendariske beværtning videre i samarbejde med sin mand Kim Bergstrøm. Legendarisk, fordi det rent faktisk er Hillerøds ældste eksisterende beværtning, som parret nu står i spidsen for.
Hillerøds stolte jernbanebygning blev opført hel tilbage i 1863. Indti 1902 lå den såkaldte Jernbanepavillonen lige overfor, men måtte vige pladsen til fordel for Jernbanehotellet. Det gav grobund for at drive beværtning i kælderen til hotellet, som først sluttede sin æra i cirka 1940. Men det menes, at beværtninger af forskellig art og størrelse har ligget i den selvsamme kælder lige siden starten af 1900-tallet med skiftende navne som Jernbane Cafeen, Jernbane Bodegaen og nu Jernstangen.
Så det er altså et stykke sjælden historie, som Dorthe og Kim har overtaget. I starten var både Dorte, som har arbejdet næsten 25 år som pædagog og Kim, som i en længere periode var tømrermester i en mellemstor virksomhed, meget i tvivl om, hvor vidt det her skulle være deres videre livsgerning:
"Far spurgte mig flere gange i de senere år, men jeg vidste ikke rigtigt. Dog to jeg orlov efter hans død, og her lærte jeg stille og roligt at forstå, at Jernstangen er noget særligt. Sikke nogle fantastiske historier, som de mange stamgæster kan fortælle - og heldigvis altid positive. Prøv at se! Henriks sutsko hænger deroppe på væggen sammen med en dejlig tegning af ham. Stamkunderne elsker det, og det gør de mange unge, som især kommer her fredag og lørdag aften fra hele oplandet til Hillerød, helt klart også. For det handler ikke kun om søde og tykke gamle mænd. Det handler om den tid vi er i netop nu. De unge søger tilbage i historien for at finde sig selv - finde ud af hvem de er. Nutiden kan og vil lære af fortiden. Det har jeg ikke altid været bevidst om, men nu hvor både Kim og jeg har rundet de 49 år, begynder det at virke helt naturligt. De unge siger det endnu ikke så meget med ord, men de elsker retro, de er høflige, eftertænksomme og har selvjustits, hvis situationen kræver det. Jo, Kim og jeg er glade for at vi gjorde det her - og jeg er sikker på, at min far Deroppe er stolt. Det her er helt i hans ånd," siger Dorte.
Det var ikke uden grund, at Mogens Dahlstrøm hurtigt fik en stor kundekreds. Han satte blandt andet gang i billard-turneringer og gang i jazzen.
Som Kesser fortæller:
"I starten sad Dølle og jeg hver tirsdag aften og fik afløb for vores kærlighed til den traditionelle jazzmusik. Senere blev jazzen flyttet til søndag middag, og Hillerød gik hen og blev nærmest en slags jazzens mekka, som musikere valfartede til fra alle verdenshjørner. Det var nu ikke fordi gagen trak, men først og sidst den gode stemning. Og ikke mindst den efterfølgende seance, hvor man skulle til 'alters' med Henrik Sutsko i baglokalet, hvor blandt andet også den beskedne hyre blev udbetalt."
Kesser fortsætter:
"Det var også på jazz-søndagene, at den årlige fastelavns tøndeslagning for voksne blev afholdt. Folk kom udklædt både med kunstige og naturligt røde næser, og stemningen var altid morsom - ja, nogle gange nærmere barok og bizar. Det var helt klart en Fellini film værdig."
Jernstangen havde i en årrække også arrangeret en fodboldturnering mellem det daværende Restaurant Postgården og Jernstangen med deltagelse af de to steders stamgæster. Og det var i øvrigt i forbindelse med netop den begivenhed, at Carlsberg Brass Band blev født i 1982
Bandet var et gadejazzband, som spillede musik inspireret af1920'erne. Og Carlsberg Brass Band var flere gange i jazzens fødeby New Orleans, dels for at spille, dels for at samle inspiration. Bandet fik navn efter dets hovedsponsor, bryggeriet Carlsberg, og Kesser fik i 2011 Hillerød Kommunes Kulturpris for blandt andet sin medvirken i Carlsberg Brass Band.
Dorte og Kim har på ingen måde skrottet tanken om at give jazzen en ny æra på Jernstangen. For de er i gang med en stor proces, hvor der hele tiden er ide- udvikling for øje. Foreløbig er det sket i form af levende musik med blues, rock og pop en gang om måneden på lørdage og hver fredag især som de unges aften med masser af god jukeboks musik:
"Det er en glæde at konstatere, at aktiviteterne og besøgstallet på Jernstangen næsten er fordoblet i forhold til de sidste 2-3 år. Det giver lyst til at prøve nye udfordringer, og allerede nu kan vi sige, at den Oktoberfest efter tysk forbillede med glade mennesker i lederhosen og masser af 1 liters tysk fadøl, som vi holdt i oktober, er kommet for at blive. Der var totalt proppet med over 100 gæster, hvorfor vi måtte sætte et telt op ude i gården," slutter Dorte og Kim, som nu ser frem til en stor 40 års jubilæums dag lørdag den 28. marts.