Landskendt koncept kommer nu til Glostrup - og skaber 40 nye arbejdspladser.
Torsdag den 19. februar slår Biltema dørene op til sit nye store varehus på i alt 5.100 kvadratmeter på Hermods Allé 8 i Glostrup, hvor forbrugerne kan finde alt mellem himmel og jord til bilen, motorcyklen, båden, huset og haven.
For med mere end 18.000 varenumre er Biltema ikke længere kun forbeholdt bilfolket, men hele familien - og erhvervslivet. Og tingene er nemme at finde, for varehuset er opdelt i otte afdelinger: Bil-MC, Båd, Fritid, Hjem, Kontor/Teknik, Byggeri, Bilpleje og Værktøj.
»Det hele er prisbilligt, for idéen bag Biltema har lige fra starten i 1963 været at skære de fordyrende mellemled væk,« fortæller afdelingsleder Morten Veirup, der sammen med 40 nye medarbejdere skal varetage Glostrup-butikken.
Hovedentreprenøren i Glostrup er Brdr. Daugaard Petersen, som begyndte byggeriet i marts sidste år.
»Glostrup-butikken bliver den syvende her i landet. I forvejen findes Biltema i Aalborg, Horsens, Rødekro, Næstved, Esbjerg og Odense. Hver gang vi har åbnet en ny butik, har det været en omgående succes. Derfor planlægger vi i nærmeste fremtid flere varehuse rundt i Danmark,« siger administrerende direktør Karsten Pedersen, Biltema Danmark.
Ingen mellemled
Sten Åke Lindholm startede Biltema for 51 år siden i Sverige. Han undrede sig over, hvorfor reservedele til biler var så dyre. Da Sten Åke studerede prissætningen på andre produkter, fandt han ud af, at der ofte var mange mellemled mellem fabrikanten og forbrugeren. Sten Åke drog den konklusion, at hvis han fjernede mellemleddene og købte ind direkte fra fabrikanterne, kunne han sænke udsalgsprisen betydeligt.
Han formulerede den oprindelige forretningside: »At tilbyde varer af god kvalitet til en god pris«, og i 1963 startede firmaet Biltema under navnet »Handelsbolaget BIL-TEMA«. År 1983 åbnede man det første varehus i Norge, og i 1985 fulgte Finland efter. Og i 2002 blev det Danmarks tur.
