De færreste ved, at der midt ude på baneterrænet ved Hellerup Station ligger en succesrig og højteknologisk virksomhed, der arbejder med at udvikle alt fra lægeinstrumenter til ubemandede ubåde.
Navnet er Kapacitet A/S, og de har specialiseret sig i at nedbryde skellet mellem idéudvikling og produktion.
"Jeg er selv uddannet finmekaniker. Det er helt afgørende for vores virksomhed, at vi alle sammen kan gå ud til maskinerne og faktisk bygge det, vi snakker om. Derfor ansætter jeg som udgangspunkt kun ingeniører, der også er uddannet som håndværkere. Vi har endda eksempler på, at ingeniører efter deres studie ønsker at gå i lære for at kunne arbejde i en virksomhed som vores", fortæller direktøren Jens Peter Bredholt. Sammen med politikeren Mattias Tesfaye (S) havde han i sidste uge inviteret viceborgmester Søren Heisel (S) og Jesper Kamp Nielsen (K) fra Gentofte Kommunes erhvervs- og beskæftigelsesudvalg på besøg. Målet er at få flere unge fra Gentofte på teknisk skole.
"Danmark skal være et videnssamfund. Men viden er ikke kun bøger og teori. Danmark har også hårdt brug for flere dygtige håndværkere. Vi kan ikke fortsætte som et rigt land, hvis alle uddanner sig til at sidde bag et skrivebord", fortæller Mattias Tesfaye, der er uddannet murer og har skrevet bogen 'Kloge Hænder - et forsvar for håndværk og faglighed'.
Med på besøget var socialdirektør Thomas Bille, der også har ansvar for beskæftigelsesområdet. Her oplever de ansatte på Jobcentret, at der er en gruppe unge med studentereksamen, der aldrig får den brugt, og derfor har vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
"Gentofte er historisk en kommune, hvor langt de fleste starter i gymnasiet uden overhovedet at overveje andre muligheder. Men det er synd. Både de unge og forældrene bør slå automatpiloten fra, når de vælger uddannelse. Dygtige håndværkere er allerede i dag meget eftertragtede og kan ofte hæve en højere løn end mange akademikere", fortæller Søren Heisel, der selv er uddannet tømrersvend.
Søgningen mod erhvervsuddannelserne er faldet fra 34 procent af en ungdomsårgang til 18 procent på under tyve år. I Gentofte er det endnu færre, der vælger den praktiske uddannelsesvej. Søren Heisel og Jesper Kamp Nielsen er begge optagede af, at der er behov for at nedbryde en række fordomme om erhvervsuddannelserne.
"Gentofte Kommune har fat i noget rigtigt. Alt for mange forældre ved ikke, at der er gode muligheder for at videreuddanne sig som håndværker. Ligesom de færreste overvejer, at hovedparten af danske virksomheder stiftes og ledes af faglærte. Mange direktører efterspørger tilmed nye unge ledere med håndværksmæssig baggrund, da det ofte giver en bedre indsigt i produktionen end dem, der aldrig har stået med værktøjet i hånden", fortæller Mattias Tesfaye, der som folketingskandidat i Københavns omegn har været i dialog med direktører i en lang række virksomheder i Storkøbenhavn.
I løbet af foråret skal unge fra 9. og 10. klasse i Gentofte beslutte sig for, hvad de vil efter sommerferien.
"Det er dejligt at se en lokal virksomhed med succes. Jeg håber, deres konkrete eksempler med værdien af håndværksmæssigt arbejde kan inspirere, når de unge skal vælge uddannelse. Gymnasiet er bestemt en oplagt vej for mange af Gentoftes unge. Men det skader jo ikke at gennemtænke alle muligheder, inden man vælger uddannelse", siger Jesper Kamp Nielsen.