VAGT "Udfordringen i vores job er, at musklerne sidder på første etage! Vi vil gerne løse opgaven ved at levere en god service og snakke os fra tingene. Men vi kan godt tage fat på en professionel måde, hvis det er nødvendigt..."
Ordene kommer fra indehaverne af Safe Zone Security, Kasper Willestofte og Sebastian Aagaard, der stiftede vagtfirmaet i Frederiksværk i efteråret 2014 og nu er ved at blive etableret:
De kan mønstre tyve mand, når opgaverne kræver det, og alle er vagtuddannede med ren straffeattest.
Således udgør de det faste vagtværn for Gjethuset, ligesom de også havde opgaven ved juleballet i Frederiksværk Hallen. De løser opgaver på det meste af Sjælland inden for en bred vifte som kulturelle arrangementer, privatfester, julefrokoster, natklubber samt private fester, hvor nogle uønskede gæster skal holdes ude.
"Vi tager også med unge ud på Blå Mandag, så de ikke bliver rullet," siger Kasper Willestofte, der har været dørmand, siden han var 18 år og bl.a. stået på Solskin i Liseleje. Sebastian Aagaard har fire års erfaring fra vagtbranchen.
"Det er vigtigt ikke at tro, at dørmanden spiser jer! Vi byder roligt velkommen som enhver anden servicefunktion, men vi kan også yde bl.a. førstehjælp, hvis der opstår en akut situation. Vi er nemlig begge uddannede brandmænd og nødbehandlere, så vi har også sikkerhedsvinklen med i konceptet og tjekker brandforhold og nøddøre," fortæller Kasper.
"Når vi mærker, det ulmer blandt folk, går vi hen stille og roligt hen uden at komme farende. Vi er trænet til at spotte og snakke os fra konflikter eller smide urolige elementer ud med det samme. Vort slogan er 'din sikkerhed, vores ansvar'," forklarer Sebastian.
Det var familien og pårørende, der opfordrede de to til at starte op som selvstændige, og ideen er at "være med på gulvet og have føling med tingene."
De satser på videreuddannelse inden for konflikthåndtering, crowd control, selvforsvar og service-teknikker.
Mere info på safezonesecurity.dk.