Hvis man står og mangler en maske til fastelavn, så kan man kigge ned på Ishøj Bibliotek lørdag den 14. februar mellem klokken 11-14. På den kreative workshop er der rig mulighed for at lege med perler og pailletter, fjer og farver, når Mette Wille sidder klar til at hjælpe alle børn med at lave den fineste og flotteste fastelavnsmaske. Det er til børn mellem 5-10 år, det er gratis, og det er med garanti festligt.
Mette Wille er billedkunstner og »mor« til Ishøj Biblioteks nyeste møbel, træskildpadden Alf, der står i børneafdelingen og gør sit bedste for at hygge om de yngste børn. Alf er et resultat af Mettes tanker om, hvad et børnebibliotek er: bogstaver, ord og glæde.
Mettes faglige baggrund er en kunstnerisk uddannelse, en læreruddannelse med billedkunst og håndarbejde som linjefag samt en pædagogisk diplomuddannelse i billedkunst og æstetik.
Hun er passioneret, optaget af kunst, faglig formidling og billedpædagogik og har både uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt lagt sit engagement indenfor dette område i hele sit liv. Med kurser og undervisningsprojekter for børn, unge, pædagoger og lærere indenfor skole- og daginstitutionsområdet samt kulturinstitutioner som for eksempel biblioteker, museer og kulturskoler, har hun brugt sit liv i kunsten - og det nyder Ishøj Bibliotek nu godt af.
