Indenfor en lang række sektorer er der mangel på ingeniører og cand.scienter. Disse flaskehalse kommer nu også til udtryk i de privatansattes ingeniørers lønudvikling. I Nordsjælland lød den gennemsnitlige lønstigning på 3,6 pct. I samme periode har inflationen ligget på 0,5 pct., så det fører til en pæn reallønsfremgang. Det viser Ingeniørforeningen, IDA's lønstatistik for 2014.
- Der er stor efterspørgsel efter ingeniørernes og cand.scienternes kompetencer fra mange virksomheders side. Samtidig er ledigheden lav og har været det længe (under 2,5 pct.) Selv om der år for år udklækkes flere nye ingeniører og naturfaglige kandidater, så er det ikke nok til at opfylde efterspørgslen. Det udmønter sig i pæne lønstigninger for de privatansatte ingeniører, siger Dan L. Skov, formand for IDA Nordsjælland i en pressemeddelelse.
