Hvem bor i Høje-Taastrup?

Høje-Taastrup: Gennemsnitsalderen for borgerne i Høje-Taastrup Kommune er 39 år, og enlige uden børn er den mest udbredte familietype i Høje Taastrup og Taastrup, mens der bor flest par med børn i Hedehusene og landsbyerne. Derudover bor der flere veludannede borgere i Hedehusene end i Taastrup, og gennemsnitsindkomsten er også højere i Hedehusene og landsbyerne end i Taastrup og Høje Taastrup.

Det er nogen af de fakta, man kan læse i en ny stor omdømmeanalyse, som COWI har gennemført for Høje-Taastrup Kommune, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Det er den mest omfattende og grundige analyse, vi har lavet af, hvordan kommunen bliver opfattet. Det er rigtig spændende læsning, og vi skal nu til at se på, hvordan vi kan bruge resultaterne i det videre arbejde med at udvikle kommunen, siger borgmester Michael Ziegler (K) om undersøgelsen.

Undersøgelsen viser, at kommunen især er kendt for sine gode transport- og indkøbsmuligheder og beliggenhed tæt på København - og til dels sine attraktive naturområder.

Undersøgelsen viser dog også, at der er et stort potentiale i forhold til at øge pendlernes kendskab til kommunen som et attraktivt sted at bosætte sig.

For eksempel betyder det meget for pendlerne at kunne leve et godt og aktivt liv og have gode rammer for fritidsaktiviteter, men de kender ikke til kommunens mange tilbud og muligheder på netop de områder.

En stor utryghed

For både tilflyttere og pendlere gælder det dog også, at kommunen forbindes med ghettoer, og at kriminalitet vurderes at være et problem for kommunen. For tilflytterne er opfattelsen, at kriminaliteten er afgrænset til særlige områder, for eksempel omkring Høje Taastrup Station, og for pendlere er kriminalitet ifølge rapporten den vigtigste hindring for, at de vil flytte til kommunen.

I undersøgelsen tæller kriminalitet også følelsen af utryghed, og her ved man godt, at der er en udfordring i Høje-Taastrup, særligt omkring Høje Taastrup Station, som jo netop bruges af mange pendlere.

- Det er særligt her, vi har en udfordring, hvis vi skal ændre den måde, mennesker uden for kommunen ser Høje-Taastrup på. Dem, der bor her, har en mere positiv opfattelse af kommunen, end dem der ikke bor her. Det kan hænge sammen med en utryghed, som flere oplever ved at færdes på Høje Taastrup Station, hvor vi har en udfordring med unge, som skaber utryghed. Det er en situation, vi er opmærksomme på, men som er svær at ændre med et snuptag, siger borgmester Michael Ziegler (K).

Læs mere i DAGBLADET Roskilde fredag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...