De næste to år vil SOS Børnebyerne i Frederikssund lægge sig i selen for at samle penge ind til udsatte og forældreløse børn i Laos og Cambodja, oplyser organisationens lokalformand i Frederikssund, Jens Pilegaard Hansen, til Frederiksborg Amts Avis.
- I Cambodja har knap en ud af 10 børn mistet en eller begge sine forældre. De børn er blandt de allermest udsatte og sårbare, og de kan let ende på gaden eller i farligt børnearbejde, hvis de ikke får hjælp, siger Jens Pilegaard Hansen.
Til trods for en gunstig økonomisk udvikling i Sydøstasien, som blandt andet mærkes i nabolandet mod vest, Thailand, er Cambodja og Laos stadig fanget i fattigdom. I Cambodja lever 25 procent af befolkningen for under syv kroner om dagen, og i Laos er det en tredjedel, der lever i ekstrem fattigdom.
- Fattigdommen tvinger børnene til at arbejde i farlige og skadelige miljøer, eller det får forældrene til at rejse væk for at finde arbejde, siger Jens Pilegaard Hansen og fortsætter.
- Vores erfaring fra tidligere er, at frederikssunderne er gavmilde og gerne vil hjælpe. I de sidste to år har vi samlet 25.000 kroner ind til SOS Børnebyerne i Kenya blandt andet ved at afholde markeder og samle ind ved folkeafstemningerne. Det viser, at beboerne i Frederikssund virkelig kerer sig for børnene. Det er glædeligt og motiverende, siger Jens Pilegaard Hansen.
