2014 var, med købmand Thomas Ingversens ord »et lidt for spændende år«, men »Det skal nok blive godt igen«.
Det var det år, hvor Lynæs Købmanden ændrede sin forretning fra en traditionel købmandsbutik til en Mad-forretning i regi af Madmarkedet. Men den gik ikke. Sidst på året måtte købmanden informere om, at samarbejdet med Madmarkedet var ophørt - og at en retssag kunne ventes.
- Sådan går det jo, når der er penge involveret, sagde Thomas Ingversen.
- Det har været hårdt, også personligt. Når man får sådan en lussing, tager det lidt tid at komme op, sagde købmanden, før dørene klokken 14 åbnedes og folk strømmede til.
Omkring 100, gættede Thomas Ingversen på, ville finde vej - således som det plejer til nytårskurene, som har været afholdt i 10 år. Men det blev langt flere. Måske endda det dobbelte, da købmanden endelig kunne åbne for mikrofonen, byde velkommen i champagne - tale om en tid, hvor han var sendt på ferie og ikke måtte komme i butikken - men også om en tid, som vil komme.
Det er stadig Thomas Ingversen, der ejer købmandsgården, hvor han også bor privat med familien. Og han afviser, at den skal sælges.
- Det skal være noget andet. I dag handler det om at vise flaget og mane ryger i jorden. Jeg er her stadig, jeg er ikke flyttet til Lolland eller lignende, slog købmanden fast.