Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg i disse spalter er tildelt en del opmærksomhed på det seneste. Sidste uge kunne jeg læse Morten Løkkegaard skrive spalte op og ned om Det Konservative Folkeparti og min person, der bl.a. betegnedes som 'bandit', 'freak' og 'populist'. Efter at have tabt valget til Europa-Parlamentet forsøger den tidligere TV-vært nu i stedet at komme i Folketinget.
Postyret skyldes, at også Gentoftes unge konservative har besluttet at støtte mig i den kommende valgkamp. Andre så hellere, at de støttede den lokale kandidat Casper Strunge, som jeg kender som en god og fornuftig kandidat.
Så meget desto mere trist blev jeg over at læse, hvordan hans skolekammerat gik i byen for bl.a. polemisk i disse spalter at spørge, om man hellere ønskede sig en mere anløben jetset-type. (Skulle vi nu ikke bare kalde en spade for en spade, og sige, at det er mig, der med umådeligt ildhu søges portrætteret som netop en spade).
På trods af disse harske angreb agter jeg ikke at tage til genmæle på samme vis. Lad mig i stedet påminde om, at de vigtigste dyder i dette parti engang var fællesskab, ordentlighed og respekt for andres fortjenester, fordi det er dem, der skal løfte fællesskabet. Det er vores politik, men burde også være vores skik.
Hvor farverigt jeg end søges karikeret, må jeg desværre meddele, at rygterne om mit liv er stærkt overdrevne, men det er sandt, at jeg har levet et godt og til tider succesfuldt liv, for hvilket jeg er uhyre taknemmelig.
Det føler jeg ingen grund til at beklage, men ofte har jeg oplevet, at andre har fundet det beklageligt. Vores politik angår netop et opgør med den kultur, der vender medgang til mistænkeliggørelse og misbilligelse.
Jeg har ofte tilkendegivet mine politiske synspunkter og vil derfor ikke begynde herpå her, men blot kortfattet bemærke, at jeg ønsker det samme for vores land, som jeg gør for Det Konservative Folkeparti; at det vedbliver at vokse, men aldrig vokser fra hinanden.