Danmarks største børnefestival kunne fredag eftermiddag klokken 14.42 melde alt udsolgt til årets udgave.
Det sker på trods af, at festivalen, der finder sted i Vordingborg, i år har hævet antallet af billetter fra 10.500 til 10.800.
Billetsalget tog især fart efter at festivalen tidligere på ugen annoncerede, at L.I.G.A vil stå for underholdningen tirsdag aften. Derved er de godt i gang med at skabe en ny tradition med også at have et stort navn på scenen tirsdag aften. Det begyndte de med i anledning af jubilæumsåret sidste år.
Det, de unge hører
Vilde Vulkaner-festivalen finder sted på arealerne ved Gåsetårnssskolens Iselinge-afdeling fra 1. til 3 juli med tyvstart 30. juni.
De mange deltagende børn mellem 7 og 14 år fra sfo'er, klubber og fritidshjem kan se frem til koncerter med L.I.G.A, Christopher, Wafande, Lukas Graham, Barbara Moleko, Joey Moe og Carpark North.
- Mange institutioner vælger os for den samlede pakke, men vores aftenunderholdning betyder en hel del. Vi praler lidt af at ramme ret tæt på den musik, de unge hører, siger festivallederen.
Vilde Vulkaner 2015 er festivalens 21. udgave.