Håndbold: Øresund sluttede efteråret af med to nederlag mod AB og Gladsaxe HG, så det var en tiltrængt opmuntring at få to point i årets første hjemmekamp, hvor HØJ var på besøg.
Men det var ikke helt problemfrit, idet hjemmeholdet havde en af de mindre gode perioder i første halvleg, hvor der blev soldet vel rigeligt i begge ender af banen.
Til gengæld kom der styr på både defensiv og offensiv efter pausen, hvor Øresund i en periode scorede efter behag, ikke mindst løftet af et målvogterbytte, hvor Mette Lindqvist afløse Sarah Kristensen, der normalt er en meget sikker sidste skanse.
Øresund førte ellers 4-1 efter fire minutters spil, brændte derefter to kæmpechancer, og så gik resten af halvlegen op i nytårsløjer.
Men indsatsen efter pausen var betydelig mere lovende, om end træner Mads Dam var forbeholden i sin ros af præstationen:
"Det var en rigtig premierekamp, hvor vi var 20 % under niveau, men vi fik da styr på dem, som kampen skred frem, og det var glædeligt at se Michala (Schyberg, red.) tilbage på holdet."
Med sejren kom Øresund tilbage på andenpladsen i rækken, men går ind i en hård uge med rækkens nummer 3 på udebane tirsdag og lokalopgøret mod HUK på torsdag.
"AB har lavet et "barn" på os og fået flyttet kampen til en uge, hvor vi så skal spille tre kampe på en uge, og det er jeg rigtigt vred over," sluttede træneren.
Håndbold, 3. division damer:
Øresund-HØJ 24-16(11-11)
Øresund: Christina Pedersen 8, Naja Bilde 6, Lærke Læssøe 3, Ida Huniche, Christine Jerichau 2, Camilla Thorsen og Michala Schyberg 1.
Øresund møder AB på udebane tirsdag den 13/1 kl. 19.30.