Det er første træningsdag for danmarksserie-spillerne i SC Egedal tirsdag, og der bliver nok at tale om i omklædningsrummet. Stenløse Boldklub meldte sent mandag aften ud, at den ønsker at træde ud af samarbejdet med Ølstykke FC omkring fusionen SC Egedal.
- Det er et stort pres fra Stenløse Boldklubs medlemmer, unge som gamle, der er årsag til, at vi nu melder ud, siger formand for Stenløse Boldklub, Preben Rasmussen til Frederiksborg Amts Avis.
Han siger videre:
- Der er et stort ønske fra klubbens medlemmer om, at vi vender tilbage til de gamle dyder. Folk vil gerne have, at der bliver spillet førsteholds-fodbold igen på Stenløse Stadion.
Stenløse Boldklub skal formelt tage stilling til udtræden af SC Egedal på en ekstraordinær generalforsamling den 24. februar.
Det er meningen, at samarbejdet skal ophøre til sommer med den igangværende turnering.
SC Egedal blev stiftet 1. juli 2011 og klubbens største sportslige bedrift er at have sendt superligamandskabet FC Nordsjælland ud af pokalturneringen i efteråret.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag
