Mødet mellem dansk og tyrkisk kultur viser sig med det samme, man går ind på Ros Privatskole. På vægge og mure blander en malet figur af Orla Frøsnapper og en plakat med Grundloven sig med janitsarer og figurer fra den tyrkiske kultur. Ud over de almindelige fag som dansk og matematik underviser skolen i tyrkisk kultur, religion og sprog, og det har den haft stor succes med siden åbningen i 2012.
- Det er gået over al forventning. Vi har nu 170 elever og cirka 100 på venteliste, siger Serdal Güzel, talsmand for Ros Privatskole, der startede med 0.-5. klasse og hvert år udvider med en klasse, så de i år har til og med 7. klasse.
Alle elever på Roskildes yngste skole er af anden etnisk oprindelse, og langt de fleste stammer fra Tyrkiet, mens der er nogle få pakistanere og enkelte usbekere.
- Vi er en helt almindelig dansk privatskole. Det der gør os speciel er, at vi underviser i modersmål - tyrkisk - og religion. Det er to timer om ugen i hvert fag, siger Serdal Güzel.
Al undervisning undtagen tyrkisk og en del af religionstimerne foregår på dansk og efter Undervisningsministeriets regler.
- Vi har en meget streng regel om, at de ikke må tale tyrkisk i fag som dansk, matematik og historie. Det er forbudt. Fordi vi giver vores børn noget andet, vil vi ikke have, at de skal miste den anden side, siger skolens talsmand og tilføjer, eleverne også får flere dansktimer end i folkeskolen.
- 100 procent af vores elever har en anden etnisk baggrund, og så kommer de nogle gange til at tale tyrkisk. Det prøver vi at rette op på ved at give så mange dansktimer som muligt, siger Serdal Güzel.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde i weekenden