Meget ros og lidt ris til akutafdeling på Køge Sygehus

Region Sjælland: Der er god og forståelig mundtlig kommunikation og et lyttende personale på Akutafdelingen på Køge Sygehus, men der er plads til forbedring, når det kommer til den løbende opdatering af eventuel ventetid.

Sådan lyder hovedkonklusionen i den første danske undersøgelse af patienternes tilfredshed med landets akutafdelinger - den såkaldte LUP-undersøgelse, der giver et fingerpeg om hvor der kan sættes ind for at hæve tilfredsheden.

På Akutafdelingen er ledende oversygeplejerske Poul Mossin glad for roserne til personalet, men sørger nu for bedre information om ventetider:

- Det er helt sikkert trælst at sidde og vente, og vi kan blive bedre til give besked om ventetiden. Vi vil prøve at gå ud i venteværelset noget oftere og give patienterne besked om situationen, siger Poul Mossin og tilføjer, at 88 procent af alle patienterne er i gang med behandlingen inden for en time, og de fleste er taget hjem mindre end to timer, efter de er ankommet til Akutafdelingen.

Tilfredshedsundersøgelsen viser også, at de fleste patienter føler sig godt modtaget, når de kommer på afdelingen og oplever, at personalet er gode til at fortælle om undersøgelser og behandlinger - men på smerteområdet er der plads til forbedringer.

- En del patienter fortæller os, at vi ikke er gode nok til at dæmpe deres smerter. Som regel får patienterne råd og vejledning om smerter, når de ringer til vores Akuttelefon. Men vi har nu indført et system på vores digitale overblikstavler, så personalet, der tager imod patienten, kan tilføje et lille, rødt smerte-ikon ud for de patienter, der kræver særlig opmærksomhed, siger Poul Mossin.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...