Op ad bakke for SC Egedal

FODBOLD. Den seneste omtale af SC Egedals opløsning til sommer, hvis den bliver vedtaget, har tilsyneladende sat sit præg på truppen. Det kom til skue i lørdagens første træningskamp, hvor de i Farum mødte FC Nordsjællands meget stærke U19-hold. Her måtte SC Egedal og deres nye træner Thomas Gammelgaard indkassere et klokkeklart 6-0 nederlag efter 3-0 ved pausen.

Det hører dog med, at SC Egedal stillede op uden flere af deres markante navne. Målmand Nicklas Frenderup er skiftet til Florø i den norske 2.division, forsvarsstyrmanden Patrick Larsen er skiftet til Greve, angriberen Rasmus Suhr prøvetræner i BSV, mens midtbanespilleren Kristian Krøyer tilsyneladende er stoppet, endelig var SC Egedal uden angriberen Jimmy Mayasi, der dog træner med igen efter sin operation i efteråret, men foreløbig venter han med at komme i kamp.

På tilgangssiden var der comeback til Martin Dresher, der har været et smut tilbage i Allerød, hvor han oprindeligt kom fra. På målmandsposten var der en halvleg til Marco Brylov, der kommer fra Frem og prøver forholdene af i SC Egedal, mens Jacob Nielsen vogtede buret i 1. halvleg.

Nu får træner Thomas Gammelgaard lidt tid på træningsbanen med sine spillere inden de næste træningskampe, som bliver torsdag d. 29.januar kl.18.00 ude mod BK Skjold i Ryparken, samt d.31.januar kl.12.30 mod Fredensborg på Stenløse Stadion.

 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...