Lavt sygefravær, få konflikter, god koncentrationsevne og evnen til fordybelse er blot nogle af de fordele, som Anne-Mette Rugren Hansen nævner ved skovbørnehaver. Og hun ved, hvad hun taler om, for hun er daglig leder i Ravneholm Skovbørnehave i Holte, hvor hun har arbejdet i 20 år. Også i udlandet har man fået øjnene op for den forholdsvis unikke måde at drive institution på, og det er i en sådan grad at udenlandske delegationer kommer og besøger børnehaven, som bruger størstedelen af åbningstiden i skoven.
- Bare i år har vi haft besøg fra Italien, Japan, USA og England, siger Anne-Mette Rugren Hansen.
De besøgende fra England var hos Ravneholm i sidste uge, hvor ni studerende og lektor Lone Hattingh fra Bath Spa University besøgte børnehaven. Og lektoren er ikke i tvivl om, at de studerende får stort udbytte af besøget.
- I England står Danmark som ekspert i udendørspædagogik, og i England går man ikke udenfor med børnene i samme grad, som man gør i Danmark. Så de studerende får et indblik i en anden kultur, og de får nye idéer og indtryk, som de kan bruge til at udvikle argumenter om udendørs leg til deres opgaver. Det er ganske specielt for os at se, at børnene kommer så meget ud i naturen, for de udvikler deres identitet i naturen, siger Lone Hattingh.
Børnene lærer også en høj grad af ansvarlighed, fordi de blandt andet lærer at bruge dolke til at snitte med og er med til at lave bål.
- I England plejer man at beskytte børnene meget. Det gør man også her men på en helt anden måde, hvor de får mulighed for at prøve ting af og for at udvikle deres kompetencer, at tage ansvar og være selvstændige. Der er ikke så mange i England, der tør lade børnene bruge knive på den måde, siger Lone Hattingh, mens Anne-Mette Rugren Hansen supplerer:
- Der ville også være nogen her, der ikke turde gøre det, men derfor er det vigtigt, at man får snakket det igennem. Hvad er idéen i, at børnene skal kunne håndtere en dolk, eller at de kan være med til at lave et bål? Det taler vi jo altid med forældrene om, når deres børn starter her hos os, og de er helt trygge ved det, når vi har fortalt dem om det, siger Anne-Mette Rugren Hansen og tilføjer, at hun i hendes 20 år i Ravneholm kun har været med på hospitalet med et barn to gange.
En af de børn, der går i skovbørnehaven er Winston, og hans mor, Alice Brunsø, der har tre børn med forretningsmanden Christian Stadil, er meget glad for Ravneholm.
- Jeg føler mig helt lykkelig og som den mest privilegerede mor over, at jeg får lov til at sende mit barn i Ravneholm Skovbørnehave hver dag. De er udenfor hele dagen, og pædagogerne er så gode til at stimulere børnene og bruge omgivelserne i deres leg, siger Alice Brunsø, der fortæller, at hende og Christian Stadil er så glade for børnehaven, at de allerede har skrevet Winstons små søskende, Hamilton og Harper, op til pladser i Ravneholm.
- Hvis jeg kunne bestemme, og hvis det var muligt, så skulle alle danske børn gå i en skovbørnehave. Det er der ingen tvivl om. Jeg tror, at det ville give afbalancerede børn, og jeg tror faktisk også, at det er lettere at være forældre til børn i en skovbørnehave, for vores børn kommer hjem og er trætte og har lyst til at sidde og hygge og læse en bog. De har jo været udenfor og fået frisk luft hele dagen, siger Alice Brunsø.
Læs begge artikler i deres helhed i Frederiksborg Amts Avis mandag den 5. december.