Da den nybyggede skole i Helsinge, Nordstjerneskolen, stod klar i januar 2013, var der så stor interesse for at få en plads i de ubrugte lokaler, at skolen måtte udvide til seks spor i 7. klasse. Siden er elevtallet faldet på den skole, der er blevet kaldt et flagskib for folkeskolerne - med 104 elever samlet set siden skoleåret 14/15. For den store seks-sporede årgang er gået ud af 9. klasse, og færre elever er indskrevet i 0. klasse, lyder det fra skoleleder Peter Brixen.
- Der kom mange fra andre skoledistrikter det år, hvor skolen blev indviet. Nu kommer der færre elever ind i 0. klasserne - svarende til tre spor, hvor vi er vant til at have fire spor, siger Peter Brixen.
Men ud over, at nyhedsværdien måske ikke er så stor længere, nu hvor skolen snart fylder fire år, handler det også om, at skolen skal blive bedre til at fortælle de gode historier for at kunne konkurrere med Helsinge Realskole, lyder det fra skolelederen. Konkurrencen med realskolen fremgår tydeligt at årets indskrivningstal. Her har 66 børn ud af en årgang på 170 børn valgt Nordstjerneskolen, svarende til cirka 37 procent, mens 83 børn, svarende til cirka 48 procent, forventes at vælge privatskole, som kommunen beskriver det. Resten har enten valgt en anden folkeskole, er flyttet eller vil vente med at starte i skole.
- Noget af det handler om faldende børnetal, men fordi vi er i en konkurrencesituation med Helsinge Realskole, skal vi måske også blive bedre til at fortælle flere gode historier. Derfor prøver vi med forskellige ting. Vi har for eksempel lavet en side på Facebook, hvor vi fortæller daglige historier til forældrene, og vi har også lige holdt en festival, hvor vi fortalte om skolens tilbud, siger han.
Han oplever, at det kan være svært at komme videre, når der har været en dårlig omtale af skolen, som blandt andet har ligget bund i landsdækkende undersøgelser om trivsel og faglighed.
- Det er en svær kamp. Vi har også en høj privatskolefrekvens, og det betyder, at det er et anderledes elevgrundlag. Der er cirka 2000 skolebørn i Helsinge, hvor vi har de 900, og herunder også alle inklusionsbørnene. Men vi har også dygtige lærere, der kan håndtere det, siger Peter Brixen.
Også på Gilbjergskolen i Gilleleje og Blistrup er elevtallet faldet siden 14/15 - med 58. Skoleleder Torben Lind tilskriver det et faldende børnetal og konkurrencen fra kommunens mange privatskoler, men har ikke tænkt sig at give op.
- Der er en privatskolefrekvens på 34 procent, og når der er cirka 100 børn, der skal indskrives, må man bide tænderne sammen og slås for det. Vi har ikke tænkt os at lægge os ned og hyle, men vil arbejde med både faglighed og trivsel, siger han og peger på, at skolens faglige resultater er forbedret, så den nu ligger på en anden plads blandt folkeskolerne i Gribskov.
- Vi vil gøre vores til at folk har lyst til at have deres børn gående her, siger han.
