Bedste hold nogensinde: To Brøndby-spillere er på

I 2016 har Alka Superliga fejret sit 25 års jubilæum. I den anledning er der netop udkommet en ny bog, der er en hyldest til landets bedste fodboldrække.

Bogen - »Superligaen i 25 år« - består af tekster skrevet af nogle af landets bedste skribenter, journalister og fodbold-iagttagere.

Blandt meget andet bliver samtlige klubber, der gennem historien har optrådt i ligaen, for første gang portrætteret i én og samme bog. Dermed kan man også læse om Brøndby IF i et medrivende kapitel skrevet af forfatter Jens »Jam« Rasmussen, der har fulgt Brøndby på lægterne i årevis og som blandt andet har lavet en meget rost biografi om Per Bjerregaard. Under overskriften »Overlevelse som trofæ« beskriver Jens »Jam« Rasmussen den dramatiske kamp mod Horsens i foråret 2013, hvor Brøndby lige nøjagtigt reddede sig fra nedrykning.

I bogen kåres også det bedste hold i Superligaens historie. For at fejre jubilæet og bogen, har bogens redaktør og bidragydere sat alle tiders bedste hold fra Superligaens historie - et slags »All star hold«. Ikke bare de bedste spillere, men det bedste hold - i hvert fald ifølge bidragyderne, for den slags er jo ofte kilde til stor uenighed blandt fodboldfans.

Brøndby er repræsenteret med to spillere på det bedste hold i historien. En fra fortiden og en, der næsten lige er stoppet. I forsvaret finder man nemlig Daniel Agger, mens Ebbe Sand er blevet udvalgt til angrebet.

Udover de to legender består holdet af Lars Høgh, Torben Piechnik, Søren Frederiksen, Mohamed Zidan, Martin Jørgensen, Lars Jacobsen, Niclas Jensen, Tobias Linderoth og Jesper Grønkjær.

De udtagne spillere er blevet hyldet ved et arrangement hos Alka Forsikring og som et bevis for udtagelsen modtager de en tegning af Allan Buch, der viser hele holdet i deres respektive klubfarver.

»Superligaen i 25 år« er blevet til med støtte fra Alka Forsikring og i samarbejde med Divisionsforeningen. Den er netop udkommet på Turbine forlaget.

Blandt bidragyderne i bogen er Peter Brüchmann, Carsten Werge, Joachim Sperling, Kasper Steenbach, Morten Crone Sejersbøl, Tommy Heisz, Morten Bruun, Jonas Schwartz, Jonas Nyrup, Flemming Linnebjerg, Søren Olsen, Lars Werge, Søren Sorgenfri og mange andre.

Bogen er rigt illustreret, og de fleste fotografier er leveret af dansk fodbolds hoffotograf Per Kjærbye, der gennem en menneskealder har dokumenteret dansk fodbold med sit kamera, mens »Superligaen i 25 år« er redigeret og sat sammen af journalist og forfatter, Søren Højlund Carlsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...