Det første mesterhold hyldes

KB Hallen var proppet til sidste plads og DR's kameraer rullede derudaf for at vise det hele på landsdækkende TV. Større blev scenen ikke, da Hørsholm Basketball klub i 1991 vandt sit første danske seniormesterskab over Horsens IC.

En skelsættende begivenhed i klubbens på det tidspunkt bare 12 år gamle historie, og her 25 år efter bliver mesterholdet fra dengang hyldet, når Hørsholm 79ers i aften tager i mod finalemodstanderen fra dengang, Horsens IC.

I den tredje og afgørende finale i 1991 vandt Hørsholm 79-66, og efter kampen fik klubben og spillerne en "gylden kassette" med en videooptagelse af finalerne. Noget af den har en af spillerne fra den gang, Lars Bæk, lagt på nettet, og her kan man, hvis man holder godt øje, se Hørsholms stifter og tidligere formand, Helge Dalum, komme løbende ind på banen og juble over sejren.

Spørger man ham i dag, var det klimakset for en klub, der i høj grad blev bygget på lokalt engagement.

- Vi har altid dyrket fællesskabet og nærværet. Og så har vi været åbne over for alle, der bare syntes, at basketball er sjovt at spille, siger Helge Dalum, der i dag er 78 år gammel, men i høj grad stadig er involveret i klubben.

- Vi er blevet en af de store idrætsgrene i Hørsholm, og det lå ikke lige i kortene.

I 1978 stod han - tidligere landsholdsspiller og træner i basketball - klar med et tilbud om basketballtræning på Hørsholm Skole. 29 elever havde meldt sig til, og siden eksploderede interessen, hvilket førte til, at klubben blev stiftet året efter.

Sønnerne med

Helge Dalum tog syv år som formand, inden hans medsammensvorne i Hørsholm Basketball Klub, Ole Dam-Johnsen tog over. Begge havde de sønner med på det hold, der endte med at vinde DM i 1991.

Det var Peter Dalum, der scorede de sidste tre point i sejren i den første DM-finale, mens Horsens overbevisende vandt finale nummer to. Men i den tredje og afgørende var det Hørsholm, der trak det længste strå med den på det tidspunkt 26 år gamle anfører og landsholdsspiller, Peter Damm, på holdet.

- For mig har det mesterskab været den største motivationsfaktor i forhold til stadig at være involveret i klubben for at give noget tilbage, siger Peter Damm, der i dag har titel af direktør i Hørsholm 79ers, men har et fuldstidsjob ved siden af. Han har dog tidligere været sportsdirektør på fuld tid i klubben.

Men i start 90'erne handlede det om lysten til at spille basketball.

- Vi havde en enkelt udlænding i James Lakes, som fik penge for det. Resten af os fik ingenting og tænkte slet ikke i de baner. Men vi havde fire spillere med blandt de 12 landsholdsspillere for Danmark dengang, husker Peter Damm.

Ude fra bænken var det en af de helt store trænere i dansk basketball, Peter Freil, der styrede slagets gang, og han fik frem for alt appelleret til spillernes fællesskabsfølelse.

- Jeg kan huske, at hvis det gik dårligt, så han kiggede på os, der var de mere bærende kræfter og sagde, at vi da ikke kunne være bekendt at spille sådan. For så kom holdkammeraterne på bænken jo ikke ind og spille, siger Peter Damm.

Holdet havde været et par år undervejs, inden toppen blev nået i 1991 - og siden også i 1993 - og oplevelsen sidder stadig i Peter Damm.

- Det var en vild kulisse, hvor hele basketball-København og en masse fra Hørsholm var inde og se kampen. Vi fejrede sejren i 14 dage, tror jeg, og rendte rundt med vores guldmedaljer bagefter, griner Peter Damm, der også har en champagneprop liggende derhjemme.

Den blev skudt af under fejringen, men grebet af en af hans venner.

- Vi var frem for alt gode venner alle sammen og spillede vitterlig sammen. Der var ingen stjerner på det hold, siger han.

Flere sønner

I aften bliver holdet så hyldet i pausen af kampen mod Horsens IC, der er et godt eksempel på, at der er sket meget i basketball siden dag. Holdet består primært af udlændinge, og Hørsholm kan heller ikke længere nøjes med danske spillere fra egen baghave.

Men grundidéen om det lokal engagement fra dengang er intakt, hvilket kan aflæses på efternavnene på holdkortet til aftenens kamp. På holdet i 1991 figurerede Jonas Dalsgaard, Lars Bæk og Per Hjorth, og de har ladet basketball-arven gå videre til sønnerne Sebastian Dalsgaard, Mathias Bæk og Andreas og Emil Hjorth.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...