I Jagt- og Skovbrugsmuseet sidste år i Hørsholm er publikum valfartet til museet. Jagt- og Skovbrugsmuseet har haft så mange besøgende, at museet har oplevet sin bedste sæson nogensinde.
- Så vidt jeg ved, er det vores bedste besøgstal nogensinde. Tallet har været på vej op siden 2014, men har i år fået et ekstra nøk op, siger Julie Friis, der er daglig leder af museet, til Frederiksborg Amts Avis.
Knap 47.000 publikummer lagde vejen forbi museet i løbet af året - og tæller man besøgende på Café Sneppen med, når tallet 57.715.
- Vi er glade for, at så mange nåede at få en god oplevelse på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, og det viser os, at det er superrelevant at formidle »mennesket i naturen«. Det er vedkommende for alle børn, voksne, byboer, landboer, at vi ved, hvordan vi påvirker naturen for at spise, bo og leve. Og hvordan naturen stiller betingelser og muligheder for os. Det, vi gør, betyder noget, siger Julie Friis.
Trods store protester mod udflytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseets arbejdspladser fusioneres museet med Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup på Djursland i det nye år. I søndags havde museet sidste åbningsdag, hvor yderligere et par tusinde gæster besøgte Jagt- og Skovbrugsmuseet en sidste gang. Julie Friis har nu til opgave, sammen med fem af museets øvrige medarbejdere, at pakke museet samling ned, så flytningen til Djursland kan begynde. Flytningen forventes fuldendt i sommeren 2018, men allerede til juni næste år åbnes den første særudstilling på det nye, sammenlagte museum, som får navnet »Det Grønne Museum«.