Hotel lukker

To år med underskud hvert år på omkring en halv million kroner. Og ingen muligheder for at bygge til med nye konferencefaciliteter har fået Vilcon Konferencehoteller til at lukke Hotel Jens Baggesen på Batterivej i Korsør. Hotellet skal bygges om til 14 ejerlejligheder.

Det bekræfter direktør Connie Christensen over for Sjællandske. Sammen med sin mand byråds- og folketingsmedlem Villum Christensen (LA) ejer hun Vilcon Konferencehoteller. Navnet Vilcon er forbogstaverne i deres navne.

- Alle gæster har fået besked om vores beslutning, og de gæster, som har reserveret efter maj 2017, er alle blevet tilbudt faciliteter på et af vores andre hoteller, siger Connie Christensen til Sjællandske.

Vilcon Konferencehoteller omfatter efter hotellukningen i Korsør Vilcon Hotel & Konferencegaard i Lorup lidt uden for Slagelse, Golfhotel Vilcon i Slagelse og Hotel Strandparken i Holbæk, hvor 35 nye værelser om kort tid kan tages i brug.

Hotel Jens Baggesens 39 værelser på tre etager ombygges til 14 ejerlejligheder, der ventes at være klar til indflytning i august 2017.

Der er fire fastansatte på Hotel Jens Baggesen, og ifølge Connie Christensen kan de fleste tilbydes beskæftigelse på de øvrige hoteller.

Hotellet blev skabt i 1990 ved at ombygge et pakhus. Vilcon overtog det i 1999. I de første år blev det fortrinsvis benyttet af tunnel- og brobisser fra byggeriet af den faste storebæltsforbindelse.

- Konferencemarkedet kræver stadig flere grupperum, sociale faciliteter og plads til teambuilding. På Hotel Jens Baggesen er der ikke mulighed for yderligere udbygning, da grundens bebyggelsesprocent er udnyttet fuldt ud, siger Connie Christensen. Hun tilføjer, at der er stor efterspørgsel efter gode ejerlejligheder med udsigt til vand i Korsør midtby.

- Det bliver KEK Byg i Lorup ved tømrermester Kristian E. Kristiansen, der sammen med mig skal styre ombygningen, siger Connie Christensen.

Byggestarten er planlagt til søndag den 5. februar, hvor der indledes med 12 ejerlejligheder på de tre øverste etager. De får egen altan og udsigt til Storebælt eller havnen.

Det er endnu ikke afgjort, hvem der skal stå for salget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...