Julemarked vender ikke længere torvet ryggen

Sidste år følte torvefolkene, at det stort opsatte julemarked på Stændertorvet bogstavelig talt vendte dem ryggen.

Det har ændret sig i år, hvor de 20 salgshytter har fået nye placeringer, blandt andet efter et dialogmøde med de handlende.

- Sidste år skyldtes placeringen, at der skulle tages hensyn til kirkeruinen under torvet, fordi man var bange for, at det ikke kunne bære vægten fra hytterne. Der er der fundet en løsning på i år, så nu har vi sat hytterne op, så der dannes to gange, der fører kunderne hen til torvefolkene, så de føler, at de er med, siger Louise Faber, turismekoordinator i VisitRoskilde, som arrangerer »Jul på Stændertorvet« sammen med Roskilde Handel og Roskilde Kommune.

Det er andet år i træk, at der forsøges med et stort julemarked på torvet, og man har gjort brug af erfaringerne fra år et.

- For eksempel har vi efter ønske fra julemarkedets besøgende fået flere åbningsdage og længere åbningstider. Vi troede ikke, at folk ville handle julegaver helt frem til lillejuleaften, men det gør de altså, siger Louise Faber.

Ifølge Louise Faber er der stor interesse for at have en stand på julemarkedet.

- Vi kunne have haft dobbelt så mange med, men vi er begrænset af, at vi kun har de 20 hytter til rådighed, siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...