Et nyt diabetes-samarbejde mellem Region Sjælland og Novo Nordisk Fonden er på vej. De to aktører drøfter nemlig i øjeblikket, hvordan et samarbejde om at reducere stigningen i antal personer med diabetes og forbedre diabetes-patienters liv kan se ud. Det skriver DAGBLADET, Nordvestnyt og Sjællandske.
Det er en positiv nyhed for regionens diabetikere, mener regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).
- Det er absolut godt nyt. Vi er rigtigt glade for, at Novo Nordisk Fonden vil bakke op økonomisk og bakke op om at forbedre behandlingen af diabetes, siger han.
Samarbejdet har fået navnet Steno Diabetes Program Sjælland og vil have særligt fokus på sundhedsfremme, kompetenceudvikling, behandling og forskning.
Projektet vil forsøge at nå den del af befolkningen, som i dag er vanskelige eller umulige at nå med de eksisterende tilbud. På den måde vil man også understøtte en reduktion af ulighed i sundhed. Målsætningerne i samarbejdet er endnu på et overordnet niveau, men bliver konkretiseret i en drejebog i løbet af 2017.
Novo Nordisk Fonden har allerede et lignende samarbejde med landets øvrige fire regioner. Til forskel fra de andre regioner bliver der ikke etableret et egentligt behandlingscenter i Region Sjælland, men det bliver i stedet et forpligtende samarbejde i en decentral struktur.
