Ombygningen af Snertinge Brugs er gået væsentligt hurtigere, end brugsens bestyrelse havde turde håbe. Den nye brugs er klar til at holde officiel åbning søndag den 18. december.
- De sidste uger er tingene bare kørt på skinner. Den nye del af brugsen er færdig, og ombygningen af den gamle del er i fuld gang. Der er blevet lagt klinker på gulvet, og nu er håndværkerne i gang med at male, fortæller formand for brugsens bestyrelse Jan Østergaard.
- Vi er færdige inden for det næste par uger, og den officielle åbning af den nye brugs finder sted søndag den 18. december klokken 8.00. Her vil brugsen være vært for en bid morgenbrød for dem, der har lyst til at fejre dagen med os, fortsætter Jan Østergaard.
Ombygningen af brugsen mere end fordobler den gamle brugs' areal fra 200 kvadratmeter i alt til en 400 kvadratmeter stor butik med 100 kvadratmeter tilhørende lager. Derudover får Snertinge Brugs også udvidet den tilhørende parkeringsplads, så der bliver plads til 30 parkerede biler samtidig.
Ombygningen har kostet brugsen omkring fem millioner kroner, og er kommet i stand efter at lokale borgere sidste år kastede sig ind i kampen for at redde den lukningstruede Snertinge Brugs.