Tandlæge Heidi Lund er retter ikke blot tænder, men kan også rette patienternes rynker ud.
Den 42-årige tandlæge har nemlig efteruddannet sig, så hun nu er certificeret til at kunne lægge Botox og ikke permanent »filler« i kundernes rynker eller læber.
- Jeg har haft min tandlægeforretning her i Hørsholm siden 2005, og i foråret åbnede jeg også klinik på Kurhotel Skodsborg. I flere år har jeg tilbudt kosmetiske tandbehandlinger til mine voksne patienter, og i den forbindelse er der flere, som har spurgt, om vi også kunne rette rynkerne lidt ud. Den idé fangede mig, så derfor har jeg taget en række kurser i Sverige og været under oplæring gennem længere tid på en kosmetisk klinik i København, inden jeg blev godkendt af Sundhedsstyrelsen, forklarer Heidi Lund i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.
Fra tanke til handling var der ikke så langt for Hørsholm-tandlægen, der på klinikkerne allerede har faciliteterne med de gode patientstole, det perfekte arbejdslys, og så er hun vant til at stikke med nåle, når patienterne eksempelvis skal bedøves, fortæller hun med et skævt smil.
- Reglerne er meget strikse, så jeg åbner faktisk en »klinik i klinikken« her på Hovedgaden i Hørsholm, og så der ikke opstår autorisations-forvirring har jeg stiftet firmaet »Decorus Clinic ApS«. Udover at jeg selv kommer til at behandle kunderne, har jeg også tilknyttet Annesofie Faurschou til klinikken. Hun er dermatolog og arbejder blandt andet på privathospitalet i Charlottenlund. Hun vil være her på klinikken efter behov, oplyser Heidi Lund til avisen.
Den nye klinik åbner med for-konsultationer på onsdag den 16. november.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.