Det er stort. Både som lokale og som udviklingspotentiale. I begyndelsen af januar får Store Heddinge og Stevns et nyt fitness- og sundhedshus, når den landsdækkende fitness-kæde Fit & Sund åbner en afdeling lige midt i købstaden.
De 930 kvadratmeter kan simpelthen ikke ligge mere centralt end i Algade 12A, hvor Super Spar havde butik indtil den lukkede tilbage i 2013. Og der bliver virkeligt lagt energi i konceptet af de to ejere af Fit & Sund Stevns: Daniel Lademann og Sune Andersen.
Førstnævnte ejer i forvejen fitnesscentre i henholdsvis Haslev, Faxe, Køge og Ringsted, som fra og med 1. oktober blev en del af kæden Fit & Sund - tidligere hed de Key2Fitness.
Sune Andersen kommer oprindeligt fra Store Heddinge, men bor dog i dag i Køge, hvor han også er daglig leder af Fit & Sund - lige som han er i Haslev. Nu bliver han så også medejer af det nye Fit & Sund Stevns, hvor Magnus Gammelgaard Brodka bliver daglig leder. Magnus bor i Tommestrup, og mange vil kende ham fra hans tid som engageret idrætslærer på Stevns Friskole.
Han kommer nu til at stå for de mange nye kvadratmeter, der bliver indrettet både til decideret fitness, men i høj grad også som et sundhedshus, hvor der bliver plads til både fysioterapeuter og alternative behandlere.
Læs mere i DAGBLADET Stevns fredag