Børnelæge Jesper Brandt Andersen fra Vordingborg er aktuel med en ny bog om børnesygdomme. Lørdag 26. november holder han åben konsultation hos Bog & Idé i Algade, Vordingborg.
- Fra klokken 11 til 13 kan man komme og købe et signeret eksemplar og stille spørgsmål frit fra leveren om børnesygdomme. Der bliver selvfølgelig ikke tale om lange konsultationer - dem må vi tage en anden dag, fortæller Jesper Brandt Andersen, der som far til fem og med medicinsk speciale i børns sygdomme har en vis erfaring.
Han bliver ofte overrasket over, hvor lidt nybagte forældre ved, fordi overleveringerne fra familiens kloge gamke koner er gået tabt. Derfor har han krydret sit opslagsværk med 100 autentiske patienthistorier fra sit 25-årige virke samt 150 illustrationer og tabeller for at lette forståelsen.
- Der findes flere bøger om børn, men de er ikke skrevet af læger med klinisk erfaring. Forældre i dag har behov for meget dybdeborende information, men de farer vild på nettet, fordi de ikke kan gennemskue, hvad der er lødig information. Jeg sidder ofte og giver de samme informationer igen og igen. Derfor kunne jeg lige så godt skrive dem ned, forklarer Jesper Brandt Andersen.
