Ledreborg Slot lancerer to weekender med »Jul på Ledreborg«, hvor et storslået, magisk lysshow bliver de fire dages højdepunkt. Og mange andre oplevelser venter de gæstende familier, skriver DAGBLADET Roskilde torsdag.
Med to anderledes weekender er Ledreborg Slot nu på vej til at bryde ind på det marked for store juledage, som kendes på andre herregårde på Sjælland. Men Jul på Ledreborg bliver noget nyt og banebrydende. Det sker i weekenderne den 19.-20. november og den 26.-27. november fra klokken 11.00 til 19.00.
Det siger sig selv, at teamet på Ledreborg er meget spændte på, hvor mange der kommer de to weekender. Det er ikke første gang, at Ledreborg Slot åbner for et julearrangement, idet der var julebazar her i 1998 og 1999. Men så kom orkanen den 3. december 1999 og rev kostaldens tag af. Det satte en foreløbig stopper for julearrangementer ved slottet.
- Siden da har vi talt og drømt og besøgt steder for at se, hvordan man kan lave en anderledes form for julearrangement. Vi har besøgt julekoncerter i England og set på lysshow i Skotland. Og vi har taget nogen af ideerne med hjem, forklarer Silvia Munro, ejer af Ledreborg.
Lysshows er noget stort i Skotland og England, og der venter gæsterne på Ledreborg noget lige så mageløst. Lysshowet starter alle fire dage i de to weekender klokken 16, og eventmager Birgitte Hald Hvidberg lover, at det bliver spektakulært.
Silvia Munro forklarer, at Jul på Ledreborg har fokus på familien. De ca. 40 boder i kostalden og laden er præget af kvalitet. Der bliver A capella julesang og mange aktiviteter for familien, som kan sidde sammen og forberede sig på julen, for eksempel klippe-klistre og lære, hvordan man bruger perler på et perle-værksted. Og der bliver anlagt en skøjtebane.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde torsdag.