En ægte sømandstatovering hænger umiskendeligt sammen med sømænd, der har sejlet på verdenshavene og set lidt af hvert. På M/S Museet for Søfart kan man fra i morgen, lørdag, se en række aktuelle fotos af sømænd, deres tatoveringer og historie. De er indsamlet på havnen og på beværtninger i Helsingør og København, og forhåbentlig bliver samlingen udbygget denne weekend, hvor alle der lader deres sømandstatovering fotografere, kommer gratis ind.
Tatoveringer fascinerer alle aldre, og lørdag klokken 11 - 16 er der workshop, hvor hele familien kan lave deres egen tatovering, høre fortællinger og få en ægte sømandstatovering på armen.
Har man lyst til at blive klogere på tatoveringer, deres historie og Nyhavns storhedstid i 1960'erne skal man besøge museet søndag, hvor forfatter og fotograf Jon Nordstrøm holder foredrag kl. 13.
