Lad os sammen værne om din og min skov." Sådan lyder opfordringen fra Danmarks Naturfredningsforening, der også i Rødovre håber, at mange vil skrive under på at frede skovene.
"Vi har godt nok ikke fredsskov i Rødovre Kommune, men vi har Vestskoven lige på den anden side af motorvejen, som er den nærmeste skov, som borgerne i Rødovre benytter til deres skovture," siger Jann Larsen fra Naturfredningsforeningen.
"For mange rødovreborgere er Vestskoven den eneste reelle mulighed for en umiddelbar kontakt med naturen. Derfor tæller hvert et træ, og din underskrift tæller," understreger Jann Larsen.
Den nuværende skovlov har rødder tilbage i 1805 og beskytter 72 procent af dansk skov, 446.000 ha, mod at blive til by eller landbrug. Det kalder man fredskov. Det betyder blandt andet, at byggeri er forbudt i skoven. Faktisk vedtog man i sin tid den danske skovlov, fordi vores skov var ved at forsvinde.
"Det er denne unikke bevarelse, som regeringen har skumle planer om at ændre på. Det må vi ikke tillade. Borgerne i Rødovre ønsker ikke, at Vestkoven bebygges," udtaler Jann Larsen med henvisning til, at regeringen har planer om at udvande, eller nogle steder helt ophæve den danske skovlov.
"Sker det, er de vigtige grønne åndehuller, i blandt andet byerne og sommerhusområderne, i fare for at forsvinde. Ændringen vil lægge en enorm byrde på de danske kommuner, som skal lave lokalplaner, der beskytter områderne, eller på Danmarks Naturfredningsforening, der så kan forsøge at frede sig ud af problemet. Vi skal fastholde vores unikke beskyttelse af skoven som skov," mener han.
Du kan støtte underskriftindsamlingen på redskoven.dk, og ligesom hvert et træ tæller, gør hver en underskrift også, mener Jann Larsen. Han fortsætter:
"Skovområderne i byerne er formentlig i størst fare for at forsvinde. De fleste af vores byer har mange små skovpletter, som er beskyttet af den nuværende skovlov. For mange byboere er disse skovområder den eneste daglige kontakt med naturen."
Skovdebat bør nuanceres mere
I Venstre understreger den lokale Claus Gisselmann Olsen, at han også vil gøre alt hvad, der kan gøres for at passe på vores natur, og at samfundet skal tage størst mulig hensyn til naturen i hverdagen.
"Men samtidig mener jeg også at der skal være plads til både at udvikle og forbedre både naturen og samfundet. Vi skal have en fornuftig sammenhæng mellem at vi passer på naturen og at vi bruger naturen," siger han og tilføjer:
"Vi er afhængige af, at vi har et landbrug der kan levere førevarer til os hver dag. Samtidig med, at vi alle skal have et sted at bo, og de fleste mennesker ønsker at bo i eller tæt på byerne, bliver der en udfordring i at få tilrettelagt udviklingen af byer, uden at det vil ændre på naturen."
Derfor så han gerne en mere nuanceret debat om skovene og naturen.
"Når man bygger en bro, ændrer det på naturens forløb. Når der er et stort skred på Møns Klint, så ændrer det også ved naturens forløb, men vi skal tage størst mulig hensyn. Og så er der jo også områder som bliver udlagt til natur. Som tæller på positivlisten," understreger Claus Gisselmann Olsen.
