Fra den 1. december 2016 bliver Sjællandske Medier A/S eneejer af Roskilde Mediecenter, når de overtager Politikens Lokalavisers ejerandel på 50 procent.
Politikens Lokalaviser og Sjællandske Medier har siden 1997 med succes drevet Roskilde Mediecenter sammen i et ligeligt fordelt ejerskab. Mediecentret udgiver de to lokale ugeaviser, Roskilde Avis midtuge og Roskilde Avis weekend, begge i et oplag på 50.000 i Roskilde-området. Roskilde Mediecenter driver tillige et reklamebureau og sitet roskildeavis.dk.
Hos Sjællandske Medier ser man frem til at drive Roskilde Avis som et 100 procent ejet selskab.
- Sjællandske Medier har med glæde taget imod Politikens Lokalavisers tilbud om at erhverve det fulde ejerskab af Roskilde Mediecenter, fordi mediecentret står stærkt i Roskilde-området, og fordi centret er stort og velfungerende, siger Sjællandske Mediers adm. direktør, Torben Dalby Larsen.
Hos Politikens Lokalaviser lægger adm. direktør Søren Riis vægt på, at den nye aftale understøtter udviklingsmulighederne for Roskilde Avis.
- For os har det været afgørende at skabe de bedste udviklingsmuligheder for Roskilde Avis. Vi har haft et fortrinligt samarbejde med Sjællandske Medier om udgivelsen af Roskilde Avis, men vi kan se, at tiden er rigtig for en konsolidering med deraf udnyttelse af stordriftsfordele. Der er derfor meget fornuft i, at Sjællandske Medier nu bliver eneejer af Roskilde Mediecenter, udtaler adm. direktør for Politikens Lokalaviser, Søren Riis.
Roskilde Mediecenter vil fortsat have hjemsted ved Stændertorvet i Roskilde. Henrik Brøns fortsætter som Roskilde Mediecenters direktør og Torben Kristensen som Roskilde Avis redaktør. DAGBLADET Roskilde, som udgives af Sjællandske Medier, får uændret hjemsted i DAGBLADETs bladhus i Hersegade i Roskilde.
