Nyråd Brugs er gjort fremtidsklar

De morgenfriske kunder i Dagli? Brugsen i Nyråd blev i lørdags budt på både blomster, friskbrygget kaffe og rundstykker, da personalet slog dørene op for en butik, hvor næsten alt er lavet om.

 

 

Nyråds eneste dagligvarebutik, Brugsen, er blevet frisket op med nyt inventar, ny indretning og har i det hele taget fået et mere indbydende og tidssvarende look. 

En af nyskabelserne, som ifølge uddeler Karina Wacker kan udvikles hen ad vejen, er en lille afdeling med varer her fra egnen. Her kan man for eksempel finde Mønbolcher og økologisk isvin fra Østergård i Stokkemarke.

 

God udvikling

Inden kunderne blev sluppet løs inde i butikken, hvor der i dagens anledning var 20 procents rabat på alle varer, blev åbningen markeret udenfor i gården med taler af Venstres borgmesterkandidat Michael Seiding Larsen og formanden for butiksbestyrelsen Franz Ifanger.

Michael Seiding, der selv for et års tid siden er flyttet til Nyråd, fremhævede skole, skov og strand og så den lokale indkøbsmulighed i Brugsen som afgørende for valget af bopæl for en travl børnefamilie.

- Jeg er glad for, at Brugsen her i Nyråd med uddeler Karina Wacker i spidsen har valgt, at udvikling er vejen frem. Derfor står vi her i dag og kan åbne fremtidens Dagli? Brugs med en række nye initiativer som lokale råvarer, bredt sortiment af friske færdigretter, sandwich og ?kaffe to go?. Og så skal vi huske på, at Brugsen allerede i dag fungerer som både posthus, bank og apotek.

- Nyråd er et af de steder i kommunen som oplever befolkningstilgang, og den aktuelle prognose spår en god udvikling, lød det.

Michael Seiding kom også ind på det gode sammenhold og fællesskab, der er i Nyråd, med et aktivt lokalråd, engagerede medlemmer i Nyråd IF, yogaloftet lige overfor Brugsen, høsletlaug, Beværterhuset og meget mere.

- Karina har fortalt mig om planer om at indrette et lokale i Brugsen, hvor borgere i Nyråd kan holde deres møder. Det synes jeg er en rigtig fin idé, så Brugsen kan være et samlingspunkt og en livsnerve, der gør det endnu mere attraktivt at leve og bo i Nyråd.

 

Roser til alle

Formanden for butiksbestyrelsen Franz Ifanger glædede sig over resultatet med nyindretningen: 

- Det har været en længere rejse at nå hertil, sagde Franz Ifanger. 

- Først var Brugsen i Nyråd en filial af Brugsen i Vordingborg, men i 2002 blev vi en selvstændig butik på lige fod med andre Brugser i området.

- Vores uddeler Karina og hendes dygtige medarbejdere har virkelig knoklet fra tidlig morgen til sen aften for at vi kan stå her i dag og præsentere vores nye flotte Brugs, påpegede han.

Der var buketter med roser til kunderne i lørdags  - og i overført betydning også roser til personalet fra Brugsens bestyrelse.

Franz Ifanger understreger, at det går godt for Brugsen i Nyråd, og at det er baggrunden for, at bestyrelsen har valgt at bruge mange penge på nyindretningen.

 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...