Når de seneste nøgletal om udviklingen i Slagelse Kommune fortæller, at folketallet i årets første tre kvartaler er vokset med 502 personer, og den positive tendens fra 2015 dermed er fortsat, er det ikke en udvikling, der kommer hele kommunen til gode. I hvert fald ikke med samme styrke som i Slagelse by og nærmeste omegn, der tegner sig for hele 61 procent af tilflytningen.
Det fremgår af en opgørelse fordelt på postnumre, som dækker perioden fra november sidste år til oktober i år.
Her er det ud over Slagelse kun Korsør, der i nævneværdig grad har fået glæde af tilflyttere. Vel at mærke tilflyttere fra andre kommuner. Korsørs bid af kagen er på 23 procent efterfulgt af Skælskør med 10 procent.
Borgmester Stén Knuth (V) er ikke overrasket over, at 4200 Slagelse trækker 61 procent af tilflytterne. Egentlig havde han troet, at Slagelses andel var endnu større.
- Vi er jo bare glade for, at der kommer borgere til kommunen, men det ville være rigtig godt, hvis tilflytningen var mere spredt, selv om den svarer meget godt til byernes nuværende størrelse. Jeg havde været mere nervøs, hvis den hed 90-95 procent til Slagelse, så jeg er OK tilfreds, siger han til Sjællandske.
