HVIL i fred Hvis du har haft din gang i Helsinge igennem de sidste mange år, så er der stor sandsynlighed for, at du ved, hvem Finn Eigaard var. De fleste af os kendte ham som "Flaske Finn". Vi er blevet bekendt med, at Finn er gået bort 29. september, efter alt at dømme, i sit eget hjem i Kongensgave her i Helsinge. Finn har haft stor betydning for byen, ikke blot fordi alle vidste, hvem han var, og så ham hver dag, men fordi han gjorde et kæmpe stykke arbejde med at rydde op i byen. Finn Eigaard fortjener et ordentligt og respektfuldt eftermæle, og jeg har derfor brugt lidt tid på at snakke med de mennesker, der var tæt på Finn i hverdagen. Og de har så absolut kun gode ting at sige om Finn.
Et af de steder her i byen, der virkelig nød godt af Finns store indsats, var stationen. Jeg fik lov at forstyrre de to søde stationsansatte i frokosten. Der har nemlig verseret historier om, at Finn på en eller anden måde var ansat til at rydde op på stationen, men dette er ikke rigtigt.
"Finn gjorde det bare. Han tømte alle skraldespandene. Han ryddede op på hele området omkring stationsbygningen. Vi kan virkelig godt se, at han ikke er her mere. Det var helt mærkeligt, for han kom jo hver dag, og for ikke så længe siden var han så væk i en uge. Da han kom tilbage, så han ikke så frisk ud længere. Det var tydeligt, at han havde været syg. Vi ved egentlig ikke så meget om Finn, men vi var selvfølgelig utroligt glade for, at han var her og gjorde et kæmpe stykke arbejde. Det har virkelig været fantastisk, han tog jo det hele med," fortæller personalet.
Vi havde på Ugeposten fået at vide, at Finn havde sin daglige gang på restaurant Palermo i Helsinge, så jeg gik selvfølgelig op og fik en snak med ejeren, Murat Adam Kiran. Han og Özlem Akdiniz satte sig ned ved Finns stambord, sammen med mig. Hverken Murat eller Özlem vidste, at Finn var gået bort, men havde undret sig over at de ikke havde set ham i lang tid.
"Vi er meget kede af at høre at Finn er gået bort. Han var rigtig sød. Vi ville gerne passe på ham her hos os", siger Özlem.
Finn kom hver eneste dag og fik en kop kaffe, nogle gange et stykke kage eller andet han havde lyst til. Og hver søndag kom han og spiste oksesteak og drak en Fanta. Alt sammen på husets regning.
Både Özlem og Murat havde selvfølgelig haft deres bange anelser, da de ikke havde set Finn i lang tid.
"Jeg troede ikke rigtigt på det, han kom jo hver dag, jeg har måske kendt Finn i 10-12 år", fortæller Murat.
Murat fortæller også at Finn har fejret sin fødselsdag i restauranten tre-fire gange sammen med sin nærmeste familie.
"Finn var ude og rydde op i byen altid, også når det var vinter og virkelig koldt. Når han kom herind, så var han "Onkel Finn". Alt vores personale kendte Finn, snakkede med ham, fik ham til at grine og lyttede til alt, hvad han havde at fortælle. Finn snakkede meget politik, men fortalte også lidt om sit liv. Han virkede som en meget klog mand, der kunne sin historie. Hans far havde vist været advokat i byen. Han havde aldrig været gift, han boede i sin lejlighed sammen med sin kat. Han var en rigtig god mand, men han var vist meget alene. Når han kom her, så åbnede han sig, og vi havde det hyggeligt sammen med Finn. Han følte sig hjemme. Havde sin stamplads, kunne finde på at rette lidt på tingene i restauranten, fordi det jo skulle se pænt ud. Det sidste års tid trak han sig lidt tilbage. Det var tydeligt, at han var træt og ikke helt på toppen. Han hostede meget. Det er trist, at han ikke er her mere", siger Murat.
På Facebook faldt jeg over Eddie Nielsen, som i en kommentar havde skrevet, at han skam godt kendte Finn Eigaard igennem sin 12 år lange ansættelse i Park og Vej i kommunen. Jeg skrev derfor til Eddie og spurgte, om han havde lyst til at dele lidt af sine oplevelser med Finn.
"Mange gange har jeg fået en snak med Finn, når jeg mødte ham på hans tur igennem Helsinge by. Finn var et unikum til at tømme skraldespande, som blev eftertørret med papir. Han burde faktisk have været på kommunens lønningsliste. Alt det affald, han samlede i løbet af natten, blev sat af til mig på parkeringspladsen bag det nedlagte posthus. Otte-ti sække med skrald var ikke usædvanligt. Gamle cykler, ødelagte paraplyer, tomme, ødelagte dåser var nattens fangst, ja helt ned til en ølkapsel blev lagt i jernbunken. Finn var især til stor hjælp ved gadekæret, ved skolernes afslutning, hvor der godt nok blev svinet. Han var en rigtig god mand, men han kunne altså godt finde på at skælde de unge mennesker ud hvis han så at de smed affald på jorden", skriver Eddie.
Eddie fortæller også, at Finn cirka hver anden måned afleverede tomme dåser i Irma, og havde fortalt Eddie at alle de penge, han samlede sammen ved dette, skulle gå til hans afdøde brors børn.
Det er faktisk Eddie, der i sin tid, har sørget for, at Finn fik noget ordentligt arbejdstøj, når han gik og samlede affald i byen.
"Da jeg mødte ham første gang, så jeg, at den kittel han havde på, var laset, så jeg købte to nye til ham, og det var han rigtig glad for," fortæller Eddie.
Som tidligere nævnt, boede Finn i Kongensgave. Jeg kontaktede Finns underbo, Per, og spurgte om han havde lyst til at fortælle lidt om Finn. Det ville han gerne, og inviterede mig indenfor til en snak. Da jeg kommer indenfor i den lille, hyggelige lejlighed, er det første jeg ser, en kat der sidder i sofaen. Per fortæller at det er Finns kat. Egentlig har Per sagt at han gerne vil passe den, indtil man kan finde et godt hjem til den, men er kommet på andre tanker.
"Finn sagde engang til mig ,at hvis katten levede, når han døde, så skulle jeg overtage den, så jeg beholder den og passer på den," siger Per.
Vi sætter os ned ved spisebordet og får en snak om Finn. Per erkender, at hans hukommelse ikke er helt, hvad den har været, men at han mener, at Finn har fortalt, at han var født i Vestjylland, vistnok Thisted. Derfor havde han stor sympati for vestjyderne.
Forældrene flyttede til Helsinge, da Finn og hans bror var børn. Også Per mener, at Finns far var advokat her i byen. Efter faderen gik bort, boede Finn sammen med moderen, og da hun gik bort, sørgede familien for, at Finn kunne flytte ind i lejligheden i Kongensgave.
Ifølge Per har Finn Eigaard altid arbejdet. Finn har fortalt, at han har arbejdet som bybud i København, på Gribskovbanen, på teglværket ved Pibe Mølle og i købmandsforretningen derude, samt været landbrugsmedhjælper hos en gårdejer mellem Nellerød og Ejlstrup.
"Finn var meget interesseret i banedrift, veteranbiler, tog, lastbiler, sejlskibe og 2. Verdenskrig. Hele hans lejlighed er fyldt med bøger om disse ting. Han var fast gæst ved veterantræffet i Græsted. Han købte 1-2 bøger hver måned og abonnerede derudover på Morgenavisen Jyllandsposten og Berlingske Tidene. Han var meget glad for at læse, og han havde en fantastisk hukommelse. Han tog også et aftenkursus i engelsk. Finn snakkede meget om sin tid i militæret, som han havde været meget glad for. Jeg mener, at han var på kasernen i Næstved," fortæller Per, som mener, at Finn arbejdede lige indtil han blev folkepensionist og derefter begyndte at rydde op og samle affald i Helsinge.
"Finn havde en lillebror, som gik bort for nogle år tilbage, men han havde stadig kontakt til broderens familie. Han fejrede jul hvert år hos broderens datter i Roskilde," siger Per.
Finn var tydeligvis en aktiv mand, og Per fortæller, at han havde stor sympati for det arbejdende folk, da han mente, at det var vigtigt at holde sig i gang. Han støttede også Røde Kors og dermed dem, der havde det svært.
Per fortæller også, at Finn tog toget ind til København en gang om måneden, hvor han gik til kiropraktor og blev klippet.
De sidste dage inden Finns død, var han i sin lejlighed. Han havde indvilget i, at Per kom op til ham med nogle praktiske ting, men da Per havde skaffet disse ting, var Finn desværre gået bort.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Per og Finn har haft stor betydning for hinanden. De mødtes fast én gang om ugen i Pers lejlighed, drak kaffe og snakkede lidt om de store og små ting i livet.
Det er vist ikke for meget at sige, at Finn Eigaard har gjort en kæmpe indsats her i byen. Han knoklede dag og nat for at holde vores by ren og pæn. Og det gjorde han stort set, indtil den dag han ikke var her mere. Finn fyldte 80 år i år. Dét er godt gået og mere end prisværdigt, at man i den alder, går ud af sin dør hver eneste dag, og rydder op og samler affald, blot fordi man har et ønske om at holde byen ren.
Finn var ikke medlem af den danske folkekirke, og hans urne er blevet nedsat under private omstændigheder mandag 17. oktober.
Æret være Finn Eigaards minde.
12. april, 1936 - 29. september, 2016.
Citat1 : Finn var et unikum til at tømme skraldespande, som blev eftertørret med papir. Han burde faktisk have været på kommunens lønningsliste.
Citat 2: Finn gjorde det bare. Han tømte alle skraldespandene. Han ryddede op på hele området omkring stationsbygningen. Vi kan virkelig godt se at han ikke er her mere