Er du sulten sent, og er køleskabet tomt, kan du nu trøste dig med, at Netto på Kvægtorvet i Næstved fra 1. november vil have åbent alle døgnets 24 timer.
I forvejen findes der Netto-forretninger med nonstop-åbne kasser i Storkøbenhavn, Odense og Aarhus. Den nok mest kendte er beliggende på Rådhuspladsen i København. Netto-kæden har før forsøgt sig med en lang række butikker med udvidede åbningstider. De bærer det misvisende navn: Døgn-Netto. Misvisende da »døgn-butikkerne« ikke har åbent hele døgnet, men lukker ved midnat.
De resterende Døgn-Nettoer er i øjeblikket ved at omdannes til traditionelle Netto-forretninger.
Butikschef Mads Juel glæder sig til at byde kunderne nat-velkommen i en rigtig døgnåben-forretning.
- Vi har mærket en kundestigning i både de sene aftentimer og de tidlige morgentimer, så jeg tror at vores kunder vil tage godt i mod muligheden for at handle døgnet rundt.
Netto-butikkerne er i den billige ende af supermarkedskæderne, og som kunde har man måtte forvente, at alle hylder ikke altid er fyldt til bristepunktet, og at det til tider kan virke lidt kaotisk. Der er »run« på, og det hører sig oftere til reglen end undtagelsen, at papkasser og paller fylder op i gangarealerne. Med de nye åbningstider bør det nu blive nemmere at manøvrere sig rundt i butikken med sin kundevogn uden fabelagtige kørselsevner og vognteknik.
- Nu kommer stort set al vareopfyldning til at ske om natten. Det skulle gerne sikre vores dags-kunder en bedre oplevelse, siger Mads Juel.
Butikschefen fortæller, at de nye åbningstider er kommet for at blive.
- Vi satser på, at vores kunder tager godt i mod de nye åbningstider, siger han.
I øjeblikket har Netto-butikken på Kvægtorvet mellem 1000 og 1500 kunder dagligt.
I forvejen findes der kun 7/11-forretningen på Shell-tanken i Ringstedgade og Cirkle K i Havnegade, der har døgnåbent i Næstved.
