Verdensmester Egholm hædret

Der var fuldt hus med pindemadder, hyldest-taler og gaveregn på programmet, da Holbæks juniorverdensmester fra det nylige cykel-VM i Doha, Jakob Egholm, torsdag aften blev hædret af Holbæk Cykelsport i samarbejde med sponsor og Holbæk Kommune.

Det foregik i det lille klubhus på Borgmestergårdsvej i Holbæk, hvor cykelklubbens formand, Benny Still­hof Nielsen, havde tale og pengegave med.

»Jakob, det var en fantastisk præstation. De der syv kilometer alene i 40 graders varme, det var helt fantastisk. Stort til lykke med det. Nogle af os her, måske primært den far Henrik, ved godt hvilket stort arbejde, der ligger bag det her, så det er fuldt fortjent og grunden til at vi skal vise dig ære« sagde cykelformanden blandt andet.

Også Holbæks borgmester, Søren Kjærsgaard, havde rosende ord og blomster med.

» Vi er mange, der er rigtig stolte af din præstation. Og du skal vide, at udover alle de gode venner og cykelkollegaer, der fejrer dig i dag, er der ikke bare 70.000 indbyggere i Holbæk Kommune, men også over fem millioner mennesker i Danmark, som blev lidt rankere i ryggen den dag, du cyklede over målstregen i varmen og viste Dannebrog frem på bedste vis. Det skal du huske på, når du nu skal ud og træne og det bliver koldt og mørkt. Du er en god rollemodel« sagde Holbæks borgmester blandt andet.

Cykelklubbens lokale sponsor sagde også til lykke.

»Jeg har ikke blomster med, men jeg tænkte, at du har en alder, hvor man godt kan klare den slags med mobilepay. Så jeg har lige overført en lille erkendtlighed til dig, som jeg synes, du skal bruge på at have det lidt godt. Så kig på din telefon, når den har fået lidt strøm igen, sagde sponsor-repræsentanten blandt andet til 18-årige Jakob Egholm.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...