Kløverstierne i Rødvig indviet

Mikkel

To års arbejde med at få etableret Kløverstierne blev afsluttet, da fire nye stier blev indviet den 30. september

Keld Frederiksen fra Stevns Brands Fond klippede den røde snor, mens Hanne Nilsson ser til. Foto: Rita Siig.

 

Fredag eftermiddag den 30. september kom omkring 60 mennesker forbi Rødvig lystbådehavn, hvor Rødvig Borgerforening havde inviteret til indvielse af Kløverstierne og en snak om Rødvigs udvikling.

Frivillige har lavet arbejdet Kløversti-konceptet er udviklet af Friluftsrådet. Der er nu 66 ruter i 44 kommuner, og stierne i Rødvig er de første i Stevns kommune.

Gennem de sidste ca. to år har en gruppe borgere arbejdet på etablering af Kløverstierne og det var derfor en tilfreds formand for Borgerforening Freddie Larsen, der nu endelig kunne byde velkommen til indvielsen. Han takkede de frivillige, som har stået bag projektet. De har lagt et stort arbejde i at få ruterne planlagt, fundet ud af, hvor der skal være hvilke skilte, og udarbejdet tekster til de beskrivelser, som er lagt ind i app’en Endomondo. Aksel Leck Larsen, næstformand i Friluftsrådets Kreds Østsjælland, ønskede Rødvig tillykke med Kløverstierne og udtrykte håb om, at stierne vil blive til gavn og glæde både for de lokale beboere og besøgende.

Folderne skal oversættes Hanne Nilsson, som har været en af drivkræfterne bag projektet, takkede de personer, som på forskellig vis har bidraget i den forløbne tid, og kunne afsløre, at Sydbank har bevilget 10.000 kr. til oversættelse af Kløversti-folderen til tysk og engelsk, således også udenlandske besøgende kan blive klogere på Rødvigs historie.

Donation fra Stevns Brand Derefter klippede Keld Frederiksen fra Stevns Brands Fond, som har doneret 100.000 kr. til realiseringen af projektet, "den røde snor", og stierne blev taget i brug.

Fire borgere havde stillet sig til rådighed som guider, og en stor flok drog ud på de fire ture hver udstyret med en flaske vand og et æble. Omkring 25 borgere valgte at gå "Junglestien" på 5 km., mens resten fordelte sig på Bystien på 2,8 km., Klintestien på 7,8 km. og Landskabsstien på 11 km.

De tilbageblevne kunne studere de plancher, som Borgerforeningen har fremstillet om den fremtidige udvikling i Rødvig på baggrund af den Udviklingsplan, som kommunen har udarbejdet, og samtidig give deres mening til kende.

På havnen kunne alle nyde en kop kaffe/te med dejligt hjemmebag serveret af elever fra Horisonten.

Alle fotos: Rita Siig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...