Solrød Comets går frivilligt en række ned

Som optakt til den nye sæson har basketball-holdet Solrød Comets besluttet at rykke det bedste herreseniorhold ned i 2. division.

- Det skyldes ganske enkelt det økonomiske forhold, at der er store udgifter forbundet med at spille i 1. division, og vi giver en masse penge ud til ingen verdens ting, siger formanden Henrik Sandberg.

En stor del af holdet fra sidste sæson har valgt at finde nye udfordringer, så der har kun været to-tre spillere, der har været krumtappen på det nye hold. Til gengæld er flere af klubbens "gamle" spillere vendt tilbage til klubben. Heriblandt Jonas "Jonna" Winding og Mikkel "Givard" Nielsen.

- Vi har en meget stor gruppe af unge spillere i Comets, hvor vi kan stille med gode hold i både U 16, 17 og 19, men endnu er de ikke helt gode nok til seniorbasket. Det skal nok komme, men vil tage lidt tid, siger Henrik Sandberg fortrøstningsfuldt.

I 2. division skulle Solrød Comets indlede med at møde Hvidovre. Det var på forhånd ventet, at Hvidovre var en svær modstander, bl.a. som følge af, at i ugen op til kampen skiftede en af Comets stærkeste spillere til netop Hvidovre, som da også vandt klart 100-48.

- Vi ved, at vi kommer til at møde nogle hold, hvor vi er helt uden mulighed for at vinde. Derfor er det vigtigste, at spillerne bliver ved og fortsætter deres udvikling, siger Henrik Sandberg.

Comets U 17 hold vandt derimod 93-73 over Næstved. 2. divisionsholdet spiller igen 27. oktober.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...