»Frisk singlefyr søger enlig mor.« Og han hedder Ronnie W. Jørgensen og bor på Roskildevej i Benløse.
Det ved enhver, der torsdag morgen og formiddag har passeret rundkørslen på Nordre Ringvej ud for RingStedet i Ringsted, for mens Ronnie Willemoes Jørgensen lå derhjemme og sov i nat, gik hans venner på 30-års fødselsdagsfis-tur.
Et kæmpe banner i rundkørslen fortæller om singlefyren Ronnie. Det anede han intet om selv, før Sjællandske Medier fik fat i ham i formiddag.
- Nå, har de også lavet noget der? Det er mine venner. Jeg fylder 30 år i dag, forklarer Ronnie Jørgensen fra sit arbejde som bygnings-struktør i Humlebæk.
Vennerne er virkelig gået til den.
- Jeg arbejder i Humlebæk, så jeg kører hjemmefra klokken 4.30 om natten. Jeg fik en sms i nat klokken 1, hvor der stod »tillykke med fødselsdagen. Det bliver en lang dag for dig«. Jeg fik også en besked om, at jeg skulle sætte nogle øl ud, inden jeg gik i seng. Men jeg faldt i søvn, så det nåede jeg ikke. Og da jeg stod op, stod der olietønder i min indkørsel, der er også en campingvogn med skilte på, de har spærret af med minestrimler og min private bil er pakket ind i husholdningsfolie. De har sat skilte ved mit hus, hvor der står, at jeg søger enlig mor med fire børn. Det ved jeg ikke lige, hvor de har fra, for det er jeg ikke interesseret i, siger Ronnie Jørgensen.
Skiltet i rundkørslen så han af nærliggende årsager ikke i morges, fordi han kørte på arbejde i den modsatte retning. Han tager vennernes spøg ret pænt, også selv om skiltet er ulovligt.
- Det er 6-7 stykker. De er håndværkere allesammen, så det er nok derfor, de laver så meget lort i det. Men de må jo holde af mig, siden de har brugt så mange timer på det, konstaterer fødselaren.
Han passer sit arbejde i dag og fejrer først sin 30-års fødselsdag på lørdag.
Og her kan de 6-7 venner bag fødselsdagsfjolleriet godt regne med, at Ronnie Jørgensen har udtænkt en hævn af en slags.
