Historien bag vintertid

Natten mellem lørdag den 29. og søndag den 30. oktober skal urene igen stilles en time tilbage. Det markerer Mosede Fort med et foredrag om Danmarks forhold til sommer- og vintertid, og om hvordan idéen om at regulere på tiden opstod første gang i Europa i foråret 1916. Inspektør Hans Henrik Appel fortæller og det foregår på Mosede Fort søndag den 30. oktober klokken 11 - vintertid!

Da 1. verdenskrig rasede og tærede på de krigsførende magters ressourcer, besluttede Tyskland sig i 1916 for at indføre »sommertid«. På denne måde kunne man spare penge til belysning.

Men hvad ville der ske, når man pillede ved det internationale tidssystem? Tyskerne opfordrede andre stater - både venner, fjender og neutrale - til at følge trop. På få uger fandt en ophedet debat sted - både på tværs af landegrænser og i de enkelte lande. Skulle man følge Tyskland? Hvad gjorde de andre? Hvad ville der ske? Kunne de krigsførende finde fælles fodslag?

Spørgsmålet om sommertid gav dengang anledning til strid og uenighed. For ud over at spørgsmålet om tid ramte ind i indenrigspolitiske modsætninger både mellem land og by og mellem borgerskab og arbejderklasse, ramte det også ind i et brændende udenrigspolitisk spørgsmål om Danmarks placering og holdning til sine europæiske nabolande midt i en verdenskrig.

I mellemkrigstiden blev sommertiden afskaffet i Danmark. Først da den tyske besættelsesmagt kom til Danmark i 1940, blev sommertid og dermed »vintertid« genindført. Foredraget gennemgår den ophedede debat - og placerer den i sin tid.

Læs mere om praktiske oplysninger, billetter mm. på www.danmark1914-18.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...