Tidligere på eftermiddagen opstod der brand i et undervisningslokale på Iselingeskolen i Vordingborg. En lærer fik bugt med ilden med en skumslukker.
Det kunne have udviklet sig grimt tidligere i dag på Gåsetårnsskolens Iselinge-afdeling på Chr. Richardtsvej i Vordingborg. En automatisk brandmelder på skolen fik klokken 13.38 brandvæsnet til at rykke ud, og de kunne konstatere, at der havde været en mindre brand.
Og det var takket være en lærer, at branden forblev lille.
- Der gik ild i natur- og tekniklokalet. Jeg var ved at undervise et pænt stort hold elever fra 8. og 9. klasse, da alarmen gik i gang. Jeg befandt mig i et andet lokale med nogle af eleverne, da jeg hørte alarmen gå. Da jeg så, at flammerne slikkede op ad væggen ved et reolsystem, hentede jeg og en kollega brandslukkeren og fik slukket branden. Det tog nok 30 sekunder, og senere kom brandvæsnet og efterså det, fortæller fysik- og kemilærer Niels Søbjerg.
Han kan ikke sige, hvordan branden skulle være opstået, men han kan fortælle, at der var ild i nogle små papkasser, som reolerne er fyldt med.
- Var der gået yderligere to minutter, havde det kunnet nå at brede sig. Min kollega fik gennet eleverne ud på sportspladsen - det er vores evakueringsplan - mens jeg fik slukket. Jeg agerede bare, siger læreren, der holdt hovedet koldt og i øvrigt før har været ude for at skulle slukke et par brande tidligere i løbet af lærerkarrieren.
- Heldigvis kom ingen til skade, og det er det vigtigste, siger Niels Søbjerg.